Koldskålsis – ja, det smager så godt, som det lyder!

Koldskålsis – ja, det smager så godt, som det lyder!

_1230838s

I morgen skal vi til grillaften hos nogle venner og jeg har påtaget mig, at stå for desserten. Jeg laver flere slags is og en af dem bliver denne afsindigt lækre og forfriskende koldskålsis, som jeg er svært tilfreds med. Den fine smag af vanilje og citronskal og den syrlige og friske mælkesmag fra kærnemælken og crème fraichen. Uhm! Spis gerne isen med knuste kammerjunkere, som jeg gjorde, da jeg skulle fotografere (prøvesmage) isen. Den er lige i skabet i det her hede vejr!

_1230836s

Koldskålsis

ca. 750 ml

6 æggeblommer
150 sukker
1 stang vanilje
fintrevet skal af 1 økocitron
2½ dl kærnemælk
250 g crème fraiche 38%

1. Kom æggeblommer og sukker i en skål. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk kornene og citronskal sammen med æg og sukker til en skummende æggesnaps.

2. Bland æggesnapsen sammen med kærnemælk og crème fraiche og frys blandingen på en ismaskine* til den har tyk softicekonsistens. Kom isen i en bøtte og frys den færdig i fryseren i 3 timer.

*Hvis du ikke har en ismaskine, kan du lave isen som parfait. Kom den færdige blanding i en lille sandkageform beklæd med plastikfilm og frys den. Du får ikke den samme cremede konsistens, men det kan klart spises. Parfaiten kan serveres i skiver.

2 Comments

Post A Comment

  • Mette Christiansen
    Posted at 08:05h, 09 august Svar

    Hvis man skal lave til ca. 9 personer, skal man så bare bruge dobbelt af det hele?
    Jeg spørger fordi jeg pr. bitter erfaring ved at det ikke altid er en god idé bare at gange op 😉

    • Mira Arkin
      Posted at 10:19h, 09 august Svar

      Ja, bare gang op. Men så skal det selvfølgelig køres ad to omgange i ismaskinen. Du kan bare lade resten stå i køleskabet indtil det skal i maskinen 🙂