Hjemmelavet koldskål
Det bliver næsten ikke mere sommerligt end koldskål og jordbær. Tænk at noget så old school som en kold dessert-suppe lavet af fornuftig kærnemælk kan være så utroligt lækkert!?
Ja, det er nemt at købe sig fra det, og ja der er gode købeversioner (jeg kan godt lide Irmas; den smager lidt af fløde og meget af vanilje). Men det er altså bedst at lave det selv, især hvis du har en god opskrift, og det har jeg selvfølgelig :-). Jeg foretrækker den tykke slags og derfor bruger jeg en blanding af kærnemælk og tykmælk. Vaniljesmagen er essentiel i en god koldskål, så du er nødt til at bruge ægte vanilje fra en rigtig vaniljestang – gerne en stor fed saftig en – for at få den optimale smag. Gå efter dine favoritproducenter af god (og ofte betyder god også økologisk) kærnemælk og tykmælk. Det allerbedste er at bruge friske æggeblommer fra fritgående høns, fra en gård hvor hønsene har det godt, men frygten for salmonella gør det utrygt, så brug pastueriserede æggeblommer eller skold dine friske æg med kogende vand inden brug – salmonellabakterier sidder nemlig på æggeskallen.
Og så lige en parentes – min blog er nomineret i FDB’s madblogger konkurrence. Du kan hjælpe mig ved at stemme via dette link og trykke på “synes godt om” knappen. Konkurrencen slutter tirsdag d. 14. juni, så skynd dig!
Nem og fantastisk koldskål
6 pasteuriserede æggeblommer
5 spsk sukker
½ stang vanilje
½ l tykmælk
½ l kærnemælk
½ usprøjtet citron
1 Del vaniljestangen og skrab kornene ud med en lille kniv. Kom vaniljen sammen med æggeblommer og sukker og pisk det grundigt sammen i en kande (altså i den kande, du vil servere det fra – det er det nemmeste – jeg bruger piskeriset på min stavblender), til det bliver lyst og skummende. Tilsæt tykmælk og kærnemælk og riv skal af citron i. Rør det sammen og smag til med lidt citronsaft. Stil kanden på køl til koldskålen skal spises.
2 Spis med din yndlings topping. Her er det jordbær og tvebakker. Uhm.
Misha
Posted at 17:50h, 10 martsFantastisk opskrift. Et super godt udgangspunkt for en dejlig tyk koldskål og så kan jo altid supplere med lidt mere vanille eller citron. Min erfaring er dog at hvis man fordobler opskriften så er det nok bedst at bruge 1,25 L tykmælk og kun 0,75 L kærnemælk for ellers forsvinder noget af den dejlig tykke konsistens. Så glad for jeg fandt din opskrift den gang
Mira Arkin
Posted at 09:23h, 18 martsHvor er jeg glad for, at du kan bruge min opskrift. Nu får jeg selv helt lyst til koldskål 🙂
Nina
Posted at 13:15h, 10 aprilMmmmh! har lige lavet denne lækre koldskål og den kan bestemt anbefales!!!! de havde dog ingen vaniliestang i brugsen, så brugte bare 4.5 ske sukker, og ½ vaniliesukker i stedet, og det blev supper lækkert
Mira Arkin
Posted at 13:24h, 10 aprilHvor dejligt, at du tager hul på foråret med en omgang koldskål. Nu får jeg også selv helt lyst!
Martin Havn
Posted at 23:00h, 06 juliTak for denne skønne, simple opskrift, som jeg fik prøvet i dag. Den fungerer bare, og resultat giver de færdigkøbte baghjul. Jeg vil anbefale at give koldskålen en times hviletid på køl. Så kan citronskallen nemlig rigtig nå at komme til sin ret, og give den der meget aromatiske citrusnote.
Ditte Ingemann Thuesen
Posted at 19:12h, 14 juniRigtig flotte billeder – bliver helt sulten efter en omgang koldskål!
Simon Nielsen
Posted at 09:06h, 14 juniSå ved jeg lige hvad der skal på menuen når jeg skal ses med rødderne her til sommer! 🙂 tak!