Knuste kartofler med porre og revet æble

Knuste kartofler med porre og revet æble

6s
Foto: Line Thit Klein

Sidst mine forældre var på besøg, gik jeg og lavede mad sammen med min mor. Jeg kan ikke huske, hvad hovedretten var, men jeg skulle i gang med nogle kartofler og min mor spurgte uskyldigt, om de skulle bare skulle koges. Jeg svarede aggressivt NEJ! Og det gik op for mig, at jeg stort set aldrig laver kogte kartofler som tilbehør. Det er i virkeligheden kun noget, jeg laver, når kartoflerne er helt nye og fine og lækre. Ellers så har jeg åbenbart issues med kogte kartofler.

Misforstå mig ikke – jeg kan virkelig godt lide kartofler. Som barn blev jeg passet af en landmandsfamilie, som spiste varm mad til frokost. Her havde familiens børn konkurrencer om, hvor mange kartofler med brun sovs, jeg kunne spise (det var åbenbart ret så mange!). Alligevel er det bare ikke noget, jeg laver hjemme. Jeg synes ofte det er for kedeligt, og ofte får vi heller ikke mad med sovs, og uden sovs eller en eller anden form for jazz gider jeg bare ikke.

Men jeg laver masser af andre slags kartofler – ovnristede, moste, som del af en gryderet osv. For kartofler kan så meget. Her er en af mine favoritter til efterårets og vinterens simreretter.

 

Knuste kartofler med porre og revet æble

4 pers.

1 kg kartofler, gerne en cremet og ikke for melet slags
2 porrer
50 g smør
2 store spsk crème fraiche – 18 eller 38% afhængig af hvor syndige kartoflerne skal være.
1 stort æble
1 håndfuld blandede krydderurter, feks kørvel, persille, purløg eller estragon
salt og sort peber

Skræl kartoflerne og skær dem i kvarte. Kog dem meget møre i usaltet vand. Rengør imens porrerne. Flæk dem på langs og skær dem i skiver. Når kartoflerne er helt møre, hældes vandet fra gennem en sigte. Stil gryden tilbage på komfuret og kom smørret i. Lad porrerne simre ved middel varme i smørret og tilsæt salt og peber.

Når porrerne er faldet sammen efter 4-5 min kommes kartoflerne tilbage i gryden. Tilsæt crème fraiche og rør det sammen, så kartoflerne begynder at gå i stykker. Riv æblet (med skræl) og hak krydderurterne fint og tilsæt det til kartoflerne. Server rygende varmt.

No Comments

Post A Comment