
Klassisk gulerodskage med flødeostfrosting
Dette er en af mine faste kageopskrifter, som jeg hiver frem igen og igen. Den er lige som en gulerodskage skal være: saftig, krydret, svampet, luftig og alligevel tæt med en sød, men også lidt salt frosting, der spiller perfekt op til den krydrede kage. Fordi der både er gulerødder og banan i dejen, er det også en kage, som holder sig saftig og god i flere dage.
Den skal opbevares på køl pga. frostingen.
Og apropos kage, så skal jeg senere i eftermiddag vælte min gravide krop i kage, for jeg skal nemlig til Te på Slottet på Kokkedal Slot. Mere om det i et andet indlæg…
Gulerodskage med flødeostfrosting
2 store æg
150 g lys muscovadosukker eller rørsukker
150 g fintrevet gulerod
2 modne bananaer (250 g uden skal), moste
1½ dl olie uden smag, feks. vindruekerne- eller rapsolie
225 g hvedemel
2½ tsk bagepulver
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt ingefær
50 g pecan- eller valnødder, hakkede
Frosting
50 g blødt smør
150 g flødeost
200 g flormelis
revet skal af 1 økocitron
½ tsk vaniljesukker
50 g pecan- eller valnødder til pynt
Kom alle ingredienser til dejen i en røremaskine eller skål og pisk det godt sammen i 4-5 min. til en ensartet dej. Beklæd en springform på ca 22 cm med bagepapir og kom dejen i. Bag kagen ved 180 gr. i 50-60 min. til kagen føles fast, hvis du trykker på den på midten. Lad kagen køle helt af før du kommer frosting på.
Til frosting røres alle ingredienser undtagen valnødder grundigt sammen til der ingen klumper er. Det er vigtigt at smørret er helt blødt. Jeg bruger en røremaskine for at få et cremet og fluffy resultat. Smør frostingen på toppen af den afkølede kage og pynt med valnødder.
Ulla
Posted at 20:36h, 05 juniKære Mira,
Jeg har prøvet din lækre kage af og den blev lækker og saftig som du lovede. Både kage og glasur var faktisk ret let at gå til. Du kan tro den blev et hit på arbejdet med den cremede top 🙂
Mange tak for den.
Mira Arkin
Posted at 12:04h, 06 juniMange tak for din søde kommentar, Ulla. Det ER en god kage 🙂