Kartoffelsalat med cremet vinaigrette

Kartoffelsalat med cremet vinaigrette

kartoffelsalat

 

Efter vores tur til Langeland havde jeg en pose skønne friskopravede aspargeskartofler med hjem. Da jeg var barn, havde min mor en sød homo-ven, som havde en rigtig hyggelig gårdhave, hvor han dyrkede roser og aspargeskartofler (han lavede i øvrigt også æblevin, men de andre voksne sagde det smagte ad helvede til :-)). Jeg kan stadig huske, hvor godt de helt nyopgravede kartofler smagte med masser af smør til. Mors ven var altid god til at bruge masser af det gode i sin mad – når man sov hos ham (jeg blev nogle gange passet hos ham) var weekend-morgenmaden nok det; jeg så mest frem til: tykke skiver god bacon fra slagteren, spejlæg og smørstegt brød. Eller frokoster med groft brød overdynget med friskrøget makrel, rå æggeblomme og masser af purløg. Mums. Måske er det fra dengang min idé om aspargeskartoflen som en overlegen kartoffel kommer? Sådan har jeg det i hvert fald stadig. 

De aflange aspargeskartofler er faste og voksede i det, og derfor egner de sig rigtig godt til kartoffelsalater – for de holder nemlig på formen og er faste at bide i. Derfor er denne opskrift på en lidt anderledes kartoffelsalat bedst med aspargeskartofler. Men det vigtigste er, at kartoflerne er nyopgravede og kogt perfekt i vand med masser af salt i.

Jeg lavede denne ret en dag, hvor jeg både havde lyst til klassisk kartoffelsalat og sådan en kartoffelsalat med olie-eddike dressing og krydderurter – og vupti blev denne lækre kombination til!

 

Kartoffelsalat med cremet vinaigrette, sommerkål og krydderurter

Til 4 personer

1 kg aspargeskartofler
1/4 spidskål eller sommerkål
1 stor håndfuld blandede krydderurter, f.eks. dild, purløg og kørvel
3 spsk olivenolie
2 spsk hvid balsamico
1 stor tsk dijonsennep
1 tsk sukker
½ tsk groft salt + 1 spsk til kartoflerne
3 toppede spsk creme fraiche 18%
sort peber

1 Skrub kartoflerne og kog dem i vand med  1 spsk salt. Lad dem koge i 5-7 minutter og sluk så for varmen og lad dem trække i det varme vand – på den måde er det lettere at styre kogningen, så de ikke får for meget. Og så er det endda energisparende! De skal trække ca. 10 minutter. Tjek med en skarp kniv, om det er møre – de skal stadig være faste i det. Hæld vandet fra og lad kartoflerne køle helt af. Kog dem evt. dagen før.

2 Lav en helt klassisk vinaigrette: i bunden af den skål, du vil servere kartoffelsalaten i piskes sennep sammen med olie, balsamico, sukker, lidt sort peber og ½ tsk groft salt. Pisk det grundigt sammen, så sennepen emulgerer dressingen, dvs. at den tykner og hænger sammen. Rør creme fraichen i.

3 Skær kartoflerne i tykke skiver direkte ned i dressingen. Hak krydderurterne groft og kom i og snit kålen helt fint og kom også i skålen. Kværn godt med sort peber over og vend det hele forsigtigt rundt. Jeg bruger en kagespatel af gummi, for at undgå at kartoflerne går i stykker.

vinaigrette

 

 

3 Comments

Post A Comment

  • Per
    Posted at 08:37h, 23 december Svar

    Jeg er bi og synes det er sødt og kærligt skrevet.

    Glædelig jul!

  • Helle
    Posted at 18:10h, 07 juli Svar

    Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har lavet denne opskrift, og den er hver gang et hit. Nogle gange skifter jeg balsamico ud med hvidvinseddike eller tilsætter friskbælgede ærter og lignende. Det er skønt at man kan tilpasse den lidt med de krydderurter og grønt man lige har på lager, og den får altid positive kommentarer med på vejen når den serveres for gæster. Så tak for opskriften og en god blog 🙂

  • Charlotte
    Posted at 05:47h, 21 maj Svar

    Er det virkelig nødvendigt at skrive at din mors ven er homo?