Køkkenworkshop for første gang
Jeg havde den fornøjelse at afholde en køkkenworkshop for et hold rigtig sjove og søde mennesker her for nylig.
Det foregik hjemme hos dem privat, hvor jeg havde forberedt en menu med tilhørende opskrifter. Jeg kom med alle råvarerne, og vi lagde ud om eftermiddagen med at fordele deltagerne på hold, så de to og to havde ansvar for hver sin ret.
Menuen var denne:
Endive med lakserillettes
–
Jordskokkerisotto med kammuslinger og kørvelsalat
–
Stegt foie gras, glaserede rødbeder og sprødt rugbrød
–
Andebryst med græskar på to måder, kalveglace og syrlige løg
–
Vacherin med lemon curd, passionsfløde og praliné
Min opgave var at hjælpe og vejlede (og altså ikke at lave maden for dem). Det gik simpelthen så godt. Deltagerne var friske og veloplagte og dygtige til at arbejde sammen og hygge sig imens. Hele menuen var rigtig vellykket, og det var fedt for mig at opleve, at de opskrifter jeg havde med virkede og smagte godt, og at deltagerne sagtens kunne følge dem og få et super godt resultat ud af det. Der var faktisk slet ingen kiksere!
Alt i alt en rigtig god oplevelse.
Opskrifter på retterne skal nok komme på bloggen ved lejlighed…
Nedenfor er lidt billeder fra dagen.
Tak til Peter, Philip, Colette, Susan, Anette, Lisbeth, Hanne og Peer for en hyggelig dag!
No Comments