Julebiscotti

Julebiscotti


Foto: Line Thit Klein

Her er en idé til en alternativ julesmåkage, nemlig en julet version af biscotti. Jeg har julet dem op ved at tilsætte julede smage som ingefær og appelsin. Jeg troede faktisk det var enormt besværligt at lave biscotti, men det er overhovedet ikke. Man bager først nogle “brød” som er underbagte. Dem skærer man så i skiver og rister færdige i ovnen ved lav varme. Voila! Eller Pronto! Buon Natale.

Hvis du vil være lidt sund, kan du også bruge lidt fuldkornsmel til disse kager. Prøv at komme 100 g fuldkornsmel i og så 250 g almindeligt mel eller fintsigtet speltmel for resten.

Julebiscotti

ca. 40 stk.

350 g hvedemel
2 tsk bagepulver
½ tsk stødt muskat
1 tsk stødt ingefær
250 g rørsukker
3 æg
revet skal af 1 ubehandlet appelsin
2 spsk cognac
70 g tørrede tranebær
70 g cocktailbær
70 g sultanas
100 g mandler

1. Tænd ovnen på 180 grader. Skær cocktailbærrene i mindre stykker og bland med tranebær, sultanas og cognac.

2. Bland de tørre ingredienser sammen og tilsæt revet appelsinskal. Pisk æggene let sammen og kom i melblandingen. Ælt det sammen med hænderne. Det hænger ikke sammen lige med det samme, men det kommer efter lidt æltning. Tilsæt hele mandler og bær med cognac.

3. Ælt dejen sammen, så frugt og nødder fordeles. Del dejen i 4 stykker og form hvert stykke til en pølse på ca. 5 cm bredde. Gør to bageplader klar med bagepapir og læg 2 dejpølser på hver. Der skal være god afstand imellem, da dejen breder sig ud under bagning.

4. Bag dejen i 20-25 min til den næsten er helt fast og begynder at blive svagt gylden. Tag de store kager ud og lad dem køle af på en rist, til du kan håndtere dem. Sænk varmen i ovnen til 120 grader. Brug en brødkniv til at skære hvert stykke i 1½ cm tykke skiver på skrå. Læg skiverne tilbage på bagepladerne og kom kagerne tilbage i ovnen. Lad dem bage i 15 min, vend dem og bag dem i 15 min igen. Lad kagerne køle helt ned, inden de pakkes i kagedåser.

Tip

Lav evt en ekstra stor portion og giv kagerne i adventsgave til venner og familie.

No Comments

Post A Comment