Jostabærgrød fra Michaels have
I vores ven Michaels have var jostabærrene igen modne. Han får ikke brugt dem, så jeg fik lov til at plukke løs (også af hans kirsebær, som nu er udstenet og ligger klar i fryseren til at blive til julens kirsebærsauce). Jostabær er den her slags komplicerede hybrid mellem solbær og stikkelsbær, som jeg før har lavet syltetøj af. Otto og Frederik “hjalp” med at plukke (dvs. de spiste bare en masse bær selv :-)).
Jeg lavede grød af denne års høst, som vi spiste noget af i går aftes sammen med en kugle god vaniljeis (jeg plejer at bruge Vebbestrup – deres chokoladeis er også rigtig god). I dag spiste jeg endnu en portion af grøden sammen med græsk yoghurt og müsli. Lækkert. Det smager totalt af en blanding af røde stikkelsbær og solbær. Busken kan blive ret høj, men Michael beskærer den til en slags hæk. Bærrene er større end solbær, men mindre end stikkelsbær og planten har ingen torne, så de er nemme at plukke, selvom der er færre bær på klaserne end på solbær.
Jostabærgrød
4-6 pers.
600 g jostabær
1 stang vanilje
300 g sukker + 1 spsk sukker til drys
1½ dl vand
1 stor spsk kartoffelmel
Skyl bærrene og nib stilke og blomster af. Kom dem i en gryde sammen med sukker. Skrab kornene ud af vaniljen og kom både korn og stang i gryden sammen med 300 g sukker og vand. Kog det sammen og lad det stå og boble i 10 min, til bærrene brister. Tag ca. 1 dl af saften op i en skål og rør kartoffelmelet ud i. Hæld blandingen tilbage i den kogende grød i en tynd stråle, mens du rører grundigt for ikke at få klumper. Sluk for varmen. Hæld grøden i en skål og drys med 1 spsk sukker på toppen, så der ikke dannes skind.
No Comments