Jordbær-rabarbersyltetøj
I dag får I min opskrift på jordbær-rabarbersyltetøj. Det er så nemt at lave syltetøj og det er noget, jeg gør rigtig meget om sommeren.
På den måde kan man bevare lidt af sommerens friske smage til ind i efteråret eller vinteren (afhængig af, hvor længe du kan holde på dine glas med lækkert hjemmelavet syltetøj). Det er også hyggeligt at give som gave.
Jordbær-rabarbersyltetøj er sådan en god kombination. Jeg bruger mest jordbær i min opskrift her, men rabarberne tilføjer en vaniljet smag og ekstra syre og friskhed til syltetøjet. Og så kan jeg godt lide at komme et par stykker citronskal i, mens jeg koger syltetøjet. De skal bare lige fiskes op igen, men de giver en fantastisk frisk aroma.
Næste sylteprojekt bliver nok solbærsyltetøj – jeg kan se, at bærrene er ved at være modne.
Jordbær-rabarbersyltetøj
6 glas
1 kg jordbær, rensede (du kan sagtens bruge frosne)
300 g rabarber
700 g sukker
½ dl vand
1 økocitron (skallen af 1/3 af den)
4-5 tsk geleringspulver (jeg brugte rød melatin + 1 spsk sukker
- Del jordbærrene i halve eller kvarte – det gør jeg for at der ikke skal være for store klumper af jordbær i syltetøjet. Skær rabarber i skiver på 1 cm. Kom begge dele i en gryde sammen med sukker og vand. Brug en kartoffelskræller til at skrælle 2-3 strips af citronskal (uden for meget af den hvide hinde, som er bitter). Kom dem i gryden.
- Kog syltetøjet op. Skum lidt af skummet, som lægger sig på toppen, af. Lad syltetøjet simrekoge i 10 min. Rør geleringspulver sammen med 1 spsk sukker. Drys det over den kogende frugt og rør det rundt. Kog i et halvt minut og sluk så for varmen. Jeg brugte 4 tsk meltain i min portion. Hvis du vil have en mere fast konsistens, skal du bruge 5 tsk.
- Hæld det varme syltetøj på rene, skoldede glas. Hvis du vil forlænge holdbarhed, kan du skylle glassene med vand med lidt atamon. Opbevar syltetøjet koldt eller køligt. Mit står i vinkælderen.
No Comments