Jordbær-rabarber crumble med kokos
Jeg ved ikke, hvad det er med kombinationen jordbær og rabarber, men for mig går der ren barndomsnostalgi i den. Måske er det noget med syltetøj? Men jeg måtte generelt aldrig få noget sødt i min barndom – min mor var totalt nazi-anti-sukker, på trods af at hun er afsindigt dygtig til at udtænke perverse, syndige desserter.
Sikkert ligesom rabiate republikanere, der vælter sig i utroskab eller går i dameundertøj. Ikke at min mor er republikaner, of course! Men det var altså ikke i min barndom, at jeg væltede mig i jordbær-rabarber syltetøj. Alligevel er smagen noget, der får mig til at tænke nostalgiske tanker – mærkeligt.
Jeg havde en halv bakke jordbær liggende og så købte jeg et bundt rabarber og det blev til denne fantastisk dejlige crumble, hvor jeg kom lidt kokoschips i dejen – uhm!
Jordbær-rabarbercrumble med kokos
6 personer
500 g rabarber, renset og uden blade
250 g jordbær, renset og uden stilk
250 g sukker
½ stang vanilje
1½ tsk rød melatin
Dej
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver
75 g koldt smør
50 g hasselnødder, grofthakkede
3 spsk rørsukker
40 g kokoschips
1 dl mælk
1. Tænd ovnen på 200 gr. Skær rabarber i halvtykke skiver og del store jordbær i 4 og ellers i halve. Kom dem i et ovnfast fad og vend frugten med sukker, kornene fra vaniljen (og stangen) og melatin.
2. Til dejen blandes mel og bagepulver i en skål. Brug fingrene til at smuldre smørret ud i melet med. Tilsæt hasselnødder, sukker og kokos og bland til sidst mælk i. Det skal ikke røres for meget sammen, bare lige en hurtig omgang. Fordel dejen over frugten og bag crumblen i ovnen i 25-30 min. Server med crème fraiche, is eller flødeskum.
Christian
Posted at 15:37h, 31 majHej Mira,
Det lyder rigtig godt. Jeg kan sagtens genkende den med at vaere nostalgisk over ting man ikke fik som barn 🙂
Men – hvorfor i alverden tilsaetter du melamin? Hvad skal det goere godt for? Det er meget reguleret i EU, og selv i USA er man begyndt at begraense dets anvending som tilsaetningsstof. Hvorfor ville du dog tilsaette det frivilligt?
Mvh
Mira Arkin
Posted at 16:08h, 31 majUha, jeg mener selvfølgelig melatin. Til at tykne frugtsaften med. Retter lige i teksten:-)
Christian
Posted at 04:04h, 01 juniRight, så er jeg mere tryg! 🙂
Kirsten Lindebro
Posted at 14:58h, 31 majHvordan laver man kokoschips ?
Mira Arkin
Posted at 16:10h, 31 majDet er noget man køber. Det er store kokosflager. De fås både rå og ristede. Du kan bruge begge slags.