Italienske grøntsager fra Famo og en vidunderlig pastaret

Italienske grøntsager fra Famo og en vidunderlig pastaret

 

_1190245s

I så måske på Instagram, at jeg havde været nede hos min yndlingsitaliano-restaurant, Famo51, og hente en kasse grøntsager fra Italien? Selv om det var fredag eftermiddag og der var mørkt og det regnede og jeg faktisk ikke gad ud og hente denne kasse, så var jeg alligevel spændt på at se, hvad det egentlig gik ud på. Det var nemlig første gang, jeg prøvede kasseservicen fra Famo. 

Ved 17-tiden kom jeg dumpende ind ad døren for at hente kassen, og hold da kæft, hvor var jeg glad for at jeg havde skrevet mig op til sådan en. Prøv lige at se:

_1190235s

For 200 kr. fik jeg alle disse lækre sager. Der var unge artiskokker, appelsiner, citroner, mandariner, kæmpestore søde kakifrugter (som jeg er ved at bage en kage af lige nu), flere slags dejligt modne tomater, friske løg som lignede Borettane løg, kæmpe store og kringlede peberfrugter, radicchio, sortkål, fennikel, rosmarin, salvie og laurbærblade. Jeg var så lykkelig at jeg var ved at sprænges! Glad spankulerede jeg med væsentligt friskere skridt end på udturen hjem – heldigvis bor vi utroligt tæt på Famo51. Kontakt restauranten for at høre, hvordan du kan få fat i grøntsagskassen.

Peter kunne se på mig, hvor glad jeg var, da jeg kom ind ad døren med den store kasse. Nu gjaldt det om at finde på, hvilke af grøntsagerne, jeg først skulle bruge til aftensmad. Det blev naturligvis en pastaret, hvor jeg brugte både artiskokker, tomater, peberfrugt, rosmarin og det grønne fra løgene. Jeg fik ikke skrevet mængder ned, men jeg gjorde sådan her:

Først klargjorde jeg artiskokkerne (se her, hvordan du gør det) og lod dem simre i saltet vand i 10 minutter. Så delte jeg dem i mindre stykker og lagde dem til side. Jeg hakkede en rød peberfrugt i meget fine tern og hakkede et stort fed hvidløg fint. Mens jeg kogte spaghetti lod jeg peberfrugten snurre i en god sjat olivenolie. Så tilsatte jeg hvidløg, artiskok, rosmarin og halverede cherrytomater, salt og peber. Inden jeg sigtede vandet fra pastaen, gemte jeg lige 1½ dl af pastavandet. Jeg snittede det grønne fra løgene fint og kom i panden sammen med pastaen og pastavandet og vendte det godt rundt. En ordentlig dynge revet parmesan og en ekstra sjat kraftigt smagende olivenolie og så over i et smukt fad. Det smagte UTROLIGT godt!

_1190248s

 

1Comment

Post A Comment

  • Stephanie
    Posted at 10:36h, 03 december Svar

    Nøj hvor ser den fantastisk ud. Jeg har længe overvejet om jeg skulle prøve kassen fra Famo, men har ikke fået gjort noget ved det. Nu kan jeg ikke vente med at få bestilt en kasse, sikke mange gode sager til den pris.