Cofoco’s The Italian – italiensk uden dikkedarer

Cofoco’s The Italian – italiensk uden dikkedarer

Cofoco er efterhånden blevet en større kæde af restauranter og take aways i København. For nylig har de lige åbnet et sandwich-sted ved Torvehallerne og lige før det, slog de dørene op for The Italian, som ligger i forbindelse med Hotel Kong Frederik. Da Cofoco for et par år siden åbnede restaurant i hotellet, var det i første omgang som britisk gastro pub – dengang hed stedet vist Public House. Men det britiske køkken bed ikke rigtigt på københavnerne og for nylig er restauranten altså blevet ændret til et down-to-earth italiensk spisested med alle de bedste hits fra vores elskede italienske landkøkken – der i blandt også pizzaer.

Jeg var forbi med min veninde Trille inden en tur i biografen (Niceville). The Italian ligger nemlig i Vester Voldgade; super belejligt for biografbesøg i både Dagmar, Palads og Grand.

Som på de øvrige Cofoco restauranter er indretningen rigtig lækker. Underspillet og cool og med brug af en glad blandingen af brugte, baldrede men stadig meget smukke stole, lækre læder bænke og god belysning samt flot tapet og luksuriøst, tyktmalede træpanaler. De kan virkelig noget med indretning.

Vi startede med at dele et udvalg af antipasti. Et bræt med skinke, bresaola, coppa og vellagret parmesan, store milde oliven og saltede mandler. Lækkert og enkelt.

Så delte vi denne store bruschetta med tomat, basilikum og olivenolie på godt grillet brød. Jeg ved ikke, hvad det er med grillet brød, men det smager bare sindssygt godt. Tomaterne var ikke særligt modne og derfor ret kedelige, men det er jo også december.

Vi bestilte mozzarella burrata, som viste sig at være almindelig bøffelmozzarella. Køkkenet var tilsyneladende ikke klar over, at burrata er en særlig form for mozzarella som er lavet med fløde og/eller smør og giver en ekstra cremet og syndig mozzarella. I følge kokken var der her tale om en almindelig bøffelmozzarella, hvilket han troede var det samme som burrata – men det er det nu ikke.

Det var dog en udmærket mozzarella, som ligesom alle andre mozzarellaer, vi får i Danmark, lider under den lange transport og dermed tid fra produktion til spisning. En helt frisk mozzarella er meget fast og har bid, men når de bliver nogle uger gamle, bliver de bløde og cremede, som vi kender dem her i landet. En syditaliener ville ikke sætte tænderne i den flere uger gamle mozzarella; de spiser dem samme dag eller dagen efter. Men den luksus kan vi bare ikke få i Danmark.

Bøffelbørgen her smagte udmærket og mildt af bøffelmælk. Dertil kom en salat af både cherrytomater og almindelige tomater, som igen havde problem med modenhed. Salaten var dresset med en god syrlig dressing som modspil til den bløde mozzarella, men jeg havde nok overvejet at undgå friske tomater i min menu, når vi befinder os i december og de har så lidt karakter.

Endelig en tallerken vitello tonnato. Ultra tynde skiver rosastegt kalveinderlår med en tun-creme over, som jeg dog synes var lige i underkanten cremet. Det var nok mere en tunsalat konsistens fremfor en creme. Der var pyntet med syltede kapersskud, som var rigtig lækre. En udmærket vitello tonnato, men ikke den bedste jeg har fået.

Trille fik The Italians hjemmelavede ravioli med spinat, ricotta, salvie og brunet smør. Det var super lækkert, med en vellavet pasta, der var rullet dejligt tyndt ud, så samlingerne i raviolien ikke blev for tykke. Virkelig lækkert.

Jeg fik min all time favourite pastaret, linguine alle vongole, som dog viste sig at være med hjertemuslinger og ikke venusmuslinger (vongole). Det gjorde dog ikke det store – hjertemuslinger smager også godt og er nemmere at skaffe herhjemme end venusmuslingerne. Pastaen smagte hjemmelavet og var nok lavet med æg – den havde det der bid, som pasta med æg har. Det hele var vendt med en masse smeltet smør, persille, hvidløg og lidt chili og smagte fremragende og mildt.

Hvis du gerne vil kunne se forskel på venus- og hjertemuslinger, så kan du kende venusmuslinger ved at de er glattere i overfladen, hvor hjertemuslingerne er riflede. Begge smager dog dejligt og mildt og kan ofte fås hos fiskehandleren.

Til dessert fik jeg en affogato med vaniljeis – altså bare vaniljeis med en kande espresso til at hælde over. Utroligt enkelt og velfungerende dessert. Ofte har jeg egentlig mest lyst til en espresso efter en middag, men denne ret kan altid klemmes ned. Isen var meget kold, så kuglerne var ikke ret pæne – det kunne man måske lige arbejde lidt på, men det smagte utroligt godt alligevel.

Trilles dessert var denne flotte sag med blød, cremet panna cotta i bunden (og jeg elsker, når den som her ikke er helt stiv af for meget husblas), pærepuré og en salat af frisk pære. Et eller andet sted var der også noget kanel i. En virkelig lækker og ikke mindst smuk dessert.

Alt i alt kan jeg kun anbefale The Italian. Det er vellavet, enkel mad til yderst rimelige priser (antipasti ligger på 55-90 kr. stykket, min pasta kostede 125 kr. og desserten 60 kr.). Vinene er gode og prisrimelige og servicen er venlig og hurtig. Og så er der vildt hyggeligt derinde. Næste gang vil jeg prøve en af deres pizzaer.

The Italian
Vester Voldgade 25
1552 København V

Prøv min opskrift på linguine alle vongole her.