Italiensk shopping i Supermarco

Italiensk shopping i Supermarco

supermarco

Denne formiddag kastede jeg mig ud i regnvejret for at handle i det italienske supermarked Supermarco i Sydhavnen. Jeg elsker det her sted, for de har en masse af de varer, jeg elsker at spise, når jeg er i Italien, men som kan være svære at finde herhjemme. Supermarco leverer til restaurationsbranchen, men private kan også handle i butikken og fra deres webshop. Jeg kommer der især efter specialpasta, oste og pølser. 

Her kan I se, hvad jeg bl.a. købte i dag. Øverste række fra venstre er det et stort stykke parmesanost, tipo 00 mel og durummel, som jeg bruger til pasta.

Næste række: manitobamel har super hæveevne og er godt til luftige brød som foccacia, San Marzano tomater på dåse – de beste til din tomatsauce, borlottibønner og fantastisk cremet burrata in foglia, som vi skal spise i aften med grillet brød gnedet med hvidløg og nogle marinerede, grillede peberfrugter.

For neden fra venstre: gnocchi di sardi – en tør pastatype med godt bid, som jeg elsker, ‘nduja fra Calabrien – mega spicy smørbar pølse, som jeg bruger i pastasauce og på pizza, i pakken lige under bønnerne er det scamorza – en røget, mild ost, som er vidunderlig på pizza. Scamorzaen er omgivet af friske pølser, som jeg bruger til alt fra bruschetta til pasta og pizza og endelig en flaske god DOP olivenolie, hvor det rent faktisk fremgår, hvilke oliven, olien er presset af – altid et kvalitetstegn. Denne er mest af Frantoia.

Derudover købte jeg også forskellige andre slags pasta, bl.a. strozzapreti i både frisk og tørret form, flere pølser, et stykke tallegio og et stykke pecorino romano, grillede marinerede artiskokker og tomatkoncentrat fra Mutti. De næste par dage bliver helt klart med italiensk mad på menuen…

No Comments

Post A Comment