Italianomiddag på Carne

Italianomiddag på Carne

Jeg blev lidt bekymret, da en af mine yndlingsrestauranter, Famo 51, pludselig skiftede navn til Carne. Det er et af de steder, jeg er kommet allerflest gange, for jeg bliver tilsyneladende aldrig træt af det enkle, italienske landkøkken, hvor råvarerne er i centrum.

I mandags besøgte jeg Carne og i virkeligheden er det næsten det samme som altid – heldigvis. Don’t fix it if it ain’t broken. Holdet bag Famo restauranterne har blot ønsket at deres tre restauranter ikke skal ligne hinanden for meget, så det nye på Carne – udover en fin opdatering af interiøret – er at der nu er a la carte kort, så du kan gå derned med ungerne efter en skål pasta eller fokusere på et stykke lækkert kød. Men så er der stadig en menu, som køkkenet sammensætter til dig med antipasti, 2 primi, 1 secondo med tilbehør og dessert eller ost. Den hoppede min veninde og jeg på.

Men først efter en Aperol spritz. Jeg var lidt i hopla over at være ude uden nogen børn, så jeg var rimelig vild efter at få lidt drinks og vin. Ahhh 🙂

Interiøret er blevet lysere og luftigere, men uden der er vendt noget på hovedet.

Først lidt skinke og parmesan samt hjemmesyltede agurker fra sicilien til at hapse i.

Her er det deeeejligt stegt scamorza (den røgede milde ost) med syltede auberginer. Det var dog en fortryllende idé at stege en i forvejen fyldig ost! Og så fint balanceret med syrlighed fra auberginerne og lidt sprøde brødkrummer. Køkkenchefen Toto er bare dygtig til at skabe balance i retterne.

En dejlig tatarservering med finthakket kød, blide kantareller, parmesanost og lækker olie med lidt sprøde brød.

Kold kalvetunge med syrlig pesto og rødløg. Lingua – det lyder så smukt på italiensk. Og det var lækkert. Ikke noget at være bange for. Til alle antipasti og den første primo drak vi bællevenlig, lys rosé fra Etna. Jeg elsker kolde glas rosé!

Den første primo var hjemmelavet kartoffelgnocchi, som I kan se på det øverste billede. Bløde, luftige gnochhi i en græskarcreme med god syre og godt med peber og så det syrlig-salte strejf fra parmesanen. Så lækkert!

Den anden primi var hjemmelavet linguini med puttanesca sauce – altså ludersovs, som er lavet af friske solmodne tomater, kapers, oliven og ansjoser. Den er der så meget knald på smagen i at man traditionelt ikke serverer ost på den – til dels også fordi det er en syditaliensk ret, og i det fattige Syditalien havde man ikke råd til de fine oste fra norden. Vi drak Rosso di Montalcino til.

Hovedretten var lækre tynde, bankede skiver kalvekød, vendt i mel og stegt med smør og masser af citron, persille og lidt kapersbær. Så simpelt og lækkert. Mums!

Og tilbehøret var disse snaskede canellinibønner med tomater og gulerødder. Det er så enkelt, at det på papiret ikke ser ud af noget, men det var bare så lækkert, fordi alle råvarer er totalt i orden og får lov at smage igennem. Det er netop det, der er forcen ved det italienske køkken.

Vi gik begge efter desserten, som var en italiensk version af en profiterole: let vandbakkelse med mascarpone-vaniljecreme i og tyk chokoladesauce over. Helt perfekt. Og selv om vi fik mange retter, var det hele i små fine portioner, så min veninde og jeg havde ingen problemer med at spise alt. Jeg elsker ELSKER italiensk mad, når det er sådan her. Tak, Carne!