Irma adopterer Livø – og du kan snart købe de økologiske produkter

Irma adopterer Livø – og du kan snart købe de økologiske produkter

Livø

Jeg har været en tur på den smukke ø Livø, der ligger i Limfjorden. Øen er 100% økologisk og nu har supermarkedskæden Irma indgået kontrakt med Livø om at aftage øens produkter og sælge dem som en specialserie under navnet Irma Økologisk Balance – Livø. Det bliver både melprodukter, müsli og grød samt det gode kød fra Anguskvægene.

Jeg har faktisk været på Livø før, men kan ikke huske det. Det var noget med en flipper-ølejr sammen med min mor og hendes veninde og hendes børn. Min mor, hendes veninde og jeg tog hjem før tid, fordi vi ikke var til det der telt-halløj. Men venindens børn blev sammen med de andre voksne for at følge med i alle flirterierne og se hvem der endte med hvem :-). Kvikke unger!

Vi blev modtaget og vist rundt af landmand Karsten Kjærgaard, der sammen med sin hustru Bente driver landbruget på Livø. Her står han sammen med sine Angus kvæg, der lever ude i skoven, hvor de spiser af skovbunden og enge og på den måde vedligeholder skoven. Køerne var sorte og med en ekstra tyk og lidt fluffy pels. De var store dyr og havde det skønt ude i skoven. Jeg kunne høre tyren brøle helt sindssygt et sted bag nogle træer. Jeg tror den var ved at markere sig lidt, nu hvor der var gæster.

livø

Den flotte gård er fra 1870 og bygget af kampesten. Vi blev modtaget i den flotte gård med hjemmebagte boller og kaffe på denne solstrålende dag.

Bente havde stillet an med hjemmelavet hybenmarmelade fra øens hybenbuske og økologisk honning fra øens biavler Knud. Det er svært at lave 100% økologisk honning, da man jo ikke kan styre, hvor bierne flyver hen. Men på en ø har man mere styr på dem, og da bierne ikke kan flyve længere end et par kilometer uden at bruge af den pollen, de har samlet ind, ved man at Livøbiernes honning er helt økologisk, fordi øen er økologisk. Honningen var meget mild i smagen.

Bente maler selv melet fra deres eget korn, så det bliver ikke mere ægte og hjemmelavet end her.

Der var også besøg af Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion i Hjørring. Han samarbejder med Livøs landmand om at udvælge ursorter af korn til såning på øen. Lige nu er der plantet 6 slags korn på Livøs marker. Det er ursorter, som bl.a. findes fra genbanker og sås ud. Jørn og Karsten prøver sig lidt frem og nu, hvor Irma skal aftage høsten, bliver det et samarbejde, hvor man ser hvordan de forskellige sorter modtages af Irmas kunder og justerer derefter.

Kornet dyrkes uden brug af gødning udover fra øen. Dvs. Karsten planter nogle marker med kløver, høster det og bruger det til foder til kvægene, når de er indendørs om vinteren. Deres pøller bliver så brugt til gødning på markerne og resterne af kløveret på marken bliver pløjet i jorden, som derefter er fuld af næring til at blive sået med korn. Markerne roteres på den måde, så jorden holdes næringsrig.

Her kan man se de forskellige sorter. Fra højre er det:
Dalar hvede, Hallandsk hvede, Goldblume (også på topbilledet), spelt, emmer og enkorn.

Knud Sørensen viste os sine bier. Han laver biavl, og honningen er sådan set – som han siger – en bi-ting :-).

Efter den store rundvisning på gården og øen ventede Bente med frokost i gården under træernes skygge. Hun havde lavet pasta af emmer.

Og her er det en oksesteg fra de dejlige Anguskvæg samt Angus pølser.

Karsten leger lidt med ølbrygning, hvor han bruger malt fra sit eget økologiske korn. Selv om han var meget jysk og sindig omkring sit ølbryggerforsøg, så var det alligevel voldsomt imponerende øl, der smagte utroligt godt. Irma kunne sikkert også godt tænke sig, at han kunne brygge det i større skala, så det også kunne sælges i butikkerne.

Det var en salat af rød byg. Byggen er utroligt saftig og havde mere bid end f.eks. almindelig perlebyg.

Frugtbrød til kaffen.

Og nøddekager med chokolade :-).

Det var en skønt tur og et super godt initiativ. Livø produkterne kan købes i Irma fra uge 43.

Alle kan besøge Livø. Øen er uden biler, men man kan tage færgen fra Rønbjerg og bruge en eftermiddag på at udforske øens flotte natur.

13 Comments

Post A Comment

  • Eva Rink
    Posted at 11:49h, 28 august Svar

    Du er sikkert ikke den rigtige at henvende sig til vedr. dette, men jeg er virkelig glad for speltmelet fra Livø, og er faldet for en af deres opskrifter som jeg fandt på en af deres melpakker med groft speltmel. Jeg er kommet til at smide melpakken med opskriften væk, og kan derfor ikke bage brødet igen.

    Nu har jeg ledt efter opskriften på speltmels poserne i et par uger, men det ser ud til at Irma er holdt op med at sælge melet. Ved du hvordan jeg kan finde opskriften eller hvem jeg evt. kan spørge?

    Vh,
    Eva Rink

    • Mira Arkin
      Posted at 08:24h, 05 september Svar

      Hej Eva,

      Lad mig lige spørge ad og se, om jeg kan finde en hos Irma, der kan hjælpe dig.

      MVH Mira

      • Eva Rink
        Posted at 11:59h, 08 september Svar

        Tak 🙂

  • Co2 neutral hjemmeside
    Posted at 10:42h, 06 januar Svar

    Det ser ud tildu har nydtdintur megetogtak forat dele dettefantatiskestedmed os, jegvil helt sikkert besøgeder.Vi bør ogsåforsøge at anvendeøkologiske fødevarerså meget som muligt.

  • Rikke
    Posted at 22:22h, 06 september Svar

    Hej Mira.

    Utroligt flotte billeder, og dejlig beskrivelse af øen. Skønt at du skriver om det og gør folk opmærksomme på det!

  • Mette
    Posted at 16:18h, 20 august Svar

    Hej Mira,

    Sikken et spændende samarbejde. Det glæder jeg mig til at se meget mere til i min lokale Irma.

    Det må i øvrigt være DALAR hvede, som er den første hvedesort på dit billede: http://www.aurion.dk/00001/00015/00503/

    Kh, Mette

    • Mira Arkin
      Posted at 17:38h, 20 august Svar

      Ja selvfølgelig:-) Jeg retter – tak!

  • Christina
    Posted at 14:11h, 20 august Svar

    Jeg er helt pjattet med dine billeder. Hvilket kamera bruger du?

    • Mira Arkin
      Posted at 16:01h, 20 august Svar

      Tak:-) Et Panasonic Lumix GX1

  • Deborah
    Posted at 12:54h, 20 august Svar

    Det ser utroligt spændende ud. Er det alle der kan komme på besøg der?

    • Mira Arkin
      Posted at 12:56h, 20 august Svar

      Alle kan tage til Livø og gå rundt over hele øen. Man tager færgen fra Rønbjerg. Jeg var inviteret på besøg hos landmanden Karsten af Irma.

      • Deborah
        Posted at 15:14h, 20 august Svar

        Tak for svar Mira – har du en særlig aftale med Irma? Jeg gad godt sådan en frokost og den dejlige gård. Helt utroligt dejlige fotos du tager. Hvilket kamera gør du dig i?

        • Mira Arkin
          Posted at 16:03h, 20 august Svar

          Nej, de inviterede mig bare til denne pressetur:-) Mht kamera: se en anden kommentar til dette indlæg.