Ingefærkager med chokolade

Ingefærkager med chokolade

_1050270s

Der er vist lige tid til at få fyret endnu en julet opskrift afsted.

Jeg elsker den runde, søde smørsmag fra friskbagte småkager. Her har jeg lavet en julet udgave med syltet ingefær i, og så lidt mørk chokolade – bare fordi.

De er super hurtigt lavet. Jeg bruger max 10 minutter på at samle dejen og samme tid til at skære dem i skiver og få dem på bageplader. Og så kan man altid lave en dobbelt portion og komme den ene halvdel af dejpølserne i fryseren til en anden gang, man vil have friskbagte småkager.

 

Ingefærkager med chokolade
ca. 50 stk

250 g hvedemel
75 g flormelis
200 g blødt smør
50 g syltet ingefær
100 g mørk chokolade, grofthakket eller i knapper

1. Bland hvedemel med sigtet flormelis og rør smørret i det. Jeg bruger en røremaskine til det, men du kan også gøre det i en skål med en god træske. Hak ingefæren rimelig fint (du kan jo selv vurdere, hvor store stykker ingefær, du kan lide) og ælt den og chokoladen i dejen.

2. Form dejen til 2-3 pølser og klem dem til rektangulære stænger – eller lad dem være runde. Pak hver dejpølse ind i plastfolie og lad dem hærde lidt i køleskabet i mindst 30 minutter. Du kan også lade dem ligge i et par dage, eller komme dem – eller nogle af dem – i fryseren til en anden god gang. Hvis dejen har ligget i køleskabet i længere tid, så bør den lige få lov at komme sig i 30 minutter på køkkenbordet, inden den skæres i skiver.

3. Dejpølserne skæres i skiver på 7-8 mm tykkelse og lægges på bageplader med bagepapir. Det er bedst at bruge en god, stor og skarp kokkekniv, så man kan skære gennem chokoladen uden problemer. Bag dem i en 190 gr. varm ovn (180 gr. varmluft) til de er gyldne i kanten, ca 8-9 min. Lad dem køle af på en rist og pak dem i lufttætte beholdere.
_1050280s

No Comments

Post A Comment