Ingefærkage med chai-spice frosting og abrikos
Vi holder vinterferie i denne uge og vejret er jo rimelig usexet, så der er ikke andet for, end at køre den ind med kage. Vel? Hvad skal man ligesom ellers lave?
Denne smukke ingefærkage er en krydderkage med creamcheese frosting, smagt til med chai-krydderier. Det er det barn, en gulerodskage og en krydderage ville få sammen. Den holder sig saftig i mange dage.
Opskriften har jeg oprindeligt lavet til ALT for damerne, som jeg igen er begyndt at lave opskrifter til (og bare rolig – jeg laver også stadig til Gastro), så dér kommer I til at se mere til mig.
Her kommer min opskrift på den lækre ingefærkage med frosting:
Ingefærkage med chai-spice frosting og abrikos
Til 8 pers. Tid: 1 time og 15 min.
Kagebunde
150 g brun farin
150 g sukker
200 g blødt smør
3 store æg
375 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk stødt ingefær
2 tsk stødt kanel
1 tsk stødt nellike
½ tsk stødt muskatnød
125 g lys sirup
2½ dl mælk
Chai frosting
200 g blødt smør
200 g flødeost
1 spsk mælk
1 tsk støt kardemomme
1 tsk stødt ingefær
500 g flormelis
Desuden: 50 g abrikosmarmelade
- Rør brun farin, sukker og smør blødt og tilsæt æggene ét ad gangen, mens der piskes grundigt mellem hvert. Kom mel, bagepulver, ingefær, kanel, nelikke og muskat i dejen sammen med sirup og mælk og rør dejen godt sammen.
- Fordel dejen i 3 smurte, runde forme på ca. 20 cm. i diameter og bag kagerne i 15-20 min. Lad dem køle af på en rist. Du kan også lave én kage i en springform og så skære den i tre skiver, når den er kølet af. I så fald skal kagen bage i ca. 45-60 min.
- Til chai frosting piskes smør, flødeost, mælk, kardemomme, ingefær og flormelis til det er lyst og luftigt. Tag halvdelen fra til pynt. Del den anden halvdel i to portioner. Læg en kagebund på et fad og smør med halvdelen af abrikosmarmeladen. Smør så den ene halvdel frosting på og læg en kagebund over. Gentag med resten af abrikosmarmeladen og den anden portion frosting og læg den sidste kage øverst.
- Smør et tyndt lag frosting over kagens top og sider og gem evt. lidt til at pynte med gennem en stjernetylle. Opbevar kagen på køl og tag den ud 30 min. før servering, så frostingen er tilpas blød.
No Comments