Il Mattarello home cooking
I dag skal det handle om den lækre spaghettoni, jeg hentede med hjem fra Il Mattarello.
Det er så frygteligt for alle de restauranter og små butikker, der lige nu kæmper for at overleve i Coronakrisen. Det er en ret vild nedgang i omsætning, mange lider under. Der er flere og flere restauranter, der nu tilbyder takeaway, for at få lidt penge i kassen.
På pastabaren Il Mattarello i Torvehallerne har de hele tiden lavet pasta man kunne tage med hjem, men de fleste har måske spist i spisebaren (det har jeg fx selv). Nu tilbyder de en home cooking version, hvor man kan købe et pasta kit med deres lækre hjemmelavede pasta og en bøtte sovs og så laver man det selv færdigt hjemme.
Jeg var inde i de stort set tomme torvehaller i lørdags for at hente mig et pastakit. For 350 kr. kan fx man få en pakkemenu med spaghettoni og tomatsovs til to personer, 1 flaske italiensk vin og 2 panna cotta. Det hele er økologisk og pastaen er spitzenklasse.
Jeg er mega tilhænger af, at man selv kan koge pastaen derhjemme, da pasta-to-go jo ellers aldrig vil være al dente. Og det er altså virkelig god pasta, de laver hos Il Mattarello. Du kan smage, at de bruger super godt mel til pastaen og der var den helt rigtige mængde sovs. Jeg kogte pastaen, varmede sovsen i en pande og vendte spaghettonien rundt i det sammen med en smule af pastavandet. Perfetto! Vi prøvede kun pasta og sovs, så jeg kan ikke udtale mig om panna cottaen, men den så god ud.
Hvis du vil, kan du jo selv elaborere på tomatsovsen med fx lidt bacon eller pancetta, eller lidt chili eller servere retten toppet med burrata. Men den smager også perfekt som den er.
Du kan hente pasta i Il Mattarellos stand i Torvehallerne og du kan også bestille det her. De bringer endda gratis ud i Købehanhavn!
No Comments