
Hyldeblomst gin & tonic og en salt snack midt i bryllupsstress
I går på vej hjem fra børnehaven var jeg lidt fræk og nippede et par smukke hyldeblomster, der stak ind over plankeværket. De var nemlig lige hvad jeg havde brug for til en lille hyggedrink til Peter og mig.
Herhjemme er der nemlig mega stress på. Jeg kan ikke anbefale at købe hus til stor renovering samtidig med at man skal giftes! Brylluppet er på lørdag og vi har nogenlunde styr på det. I morgen skal vi have bakset en milliard flasker vin, sprut og citrusfrugter ind til der, hvor vi holder festen og så kommer mine forældre og noget af min amerikanske familie på besøg og spiser (dem vil jeg også gerne traktere, men har jeg tid? Har takeaway i baghånden, hvis det kniber, men man er vel madmor…). Heldigvis har vi alkohol! Efter sådan en stressdag, så er det bare himlen at smække benene op og nyde en kold drink. Det gør vi ofte herhjemme – bryllup eller ej.
Nu har jeg fået en masse af de her nye Nutisal nødder, som jeg prøvesmager, og jeg er især glad for de her cashews med salt og peber, som er det perfekte salte og lidt spicy indspark til en drink. Hyldblomsterne brugte jeg nemlig i en gin & tonic, som lige fik et skvæt hyldeblomstsaft, så den blev ekstra sommerlig.
Jeg glæder mig SÅ meget til at flytte i hus og have min egen have. Så skal vi i hvert fald have en hyld, så jeg kan lave hyldeblomstsaft og friterede hyldeblomster, hyldebærsaft og alt muligt rart. Jeg må sørge for at få plantet en til efteråret.
Hyldeblomst gin & tonic
30 ml gin (jeg brugte Beefeater, som er en rigtig god prisvenlig gin)
10 ml konc. hyldeblomstsaft
150 ml tonic
citronskive og evt. hyldeblomster, isterninger
Kom isterninger i et glas og kom gin og hyldeblomstsaft i. Top med tonic og garner med citron og hyldeblomster.
Maria Larsen
Posted at 18:38h, 08 juniTillykke med bryllup og hus! Hvilken hyldeblomst saft vælger du, hvis man ikke lige har hjemmelavet?
Mira Arkin
Posted at 09:35h, 12 juniTak, Maria. Jeg bruger tit Irmas egen. Men der er altså ingen købte, der slår hjemmelavet 🙂