Hveder med yoghurt og kardemomme

Hveder med yoghurt og kardemomme

Endelig i år har jeg fået lavet en god opskrift på hveder. Jeg fårellers aldrig lavet dem i tide. De er perfekt fluffy og lette og dufter af smør og kardemomme. De vil også fungere fint som fødselsdagsboller. Opskriften her passer perfekt til min bradepande på 40×30 cm.

Bollerne skal ligge tæt nok til at de hæver ind i hinanden, så du får de her brud på siderne, hvor de er vokset sammen. Ellers er det jo bare boller. Jeg har lige siddet og talt med nogle insta-blogger-kolleger om, hvad der rør sig på instagram. Vi talte om, at det var vigtigt at få vist det uperfekte.

Her kan jeg så godt ærge mig lidt over, at jeg bevidst tog billeder, der skar den uperfekte af hvederne væk… Lille Frederik kom nemlig lige forbi med sine fedtede pillefingre og voldgramsede en af hvederne – lige da de var perfekt hævede og klar til at komme i ovnen. Derfor var en af dem lille og mærkelig. Men resten var altså fine… Tak, Frederik!

Hveder

20 stk.

4 dl lunkent vand
25 g gær
50 g sukker
75 g græsk yoghurt 10%
2 medium æg
1 spsk groft salt
1½ tsk stødt kardemomme
75 g smeltet smør, let afkølet
ca. 950 g hvedemel

  1. Opløs gæren i vandet og tilsæt sukker og yoghurt. Pisk æggen let sammen og rør dem i dejen sammen med salt, kardemomme og smeltet smør. Tilsæt melet – hold lidt af det tilbage – måske skal du ikke bruge det hele. Ælt dejen grundigt sammen – den skal være let klistret, men sådan at man kan forme den uden for meget mas. Lad dejen hæve en skål dækket med plastfolie i 1½ time.
  2. Del dejen i 4 og form dem let til pølser. Del hver pølse i 5 stykker og form dem til boller ved at fold dejen ind under sig selv. Læg dem med samlingen nedad i en bradepande på 30×40 cm med bagepapir i bunden. Hvis du sørger for en afstand på 2-3 cm mellem hver bolle, passer det fint med at de vokser sammen under hævning og bagning. Lad bollerne efterhæve i 30 min.
  3. Bag hvederne i en 200°C varm ovn (jeg bruger varmluft) i 15-20 min. til de er smukt gyldne. Lad bollerne køle af på en rist. Flæk dem og rist dem – husk masser af smør!

 

 

4 Comments

Post A Comment

  • Johnny Risager Jørgensen
    Posted at 10:54h, 04 maj Svar

    Hvad pensler du med?

    • Mira Arkin
      Posted at 11:03h, 04 maj Svar

      Jeg pensler dem ikke.

  • Randi
    Posted at 09:22h, 15 maj Svar

    Har du testet dem som langtidshævede? Altså bare koldt vand og lidt mindre gær? Eller er det no-go med en smørfed dej?
    Jeg er meget glad for hveder, især hvis de kan forberedes i forvejen 😉

    • Mira Arkin
      Posted at 12:45h, 15 maj Svar

      Hej Randi. Har ikke testet det, men det kan du sagtens gøre. Det virker fx fint med en briochedej (som hæver i køleskabet).