Husk nu stenbiderrognen!
Ja, det er februar, men foråret er på vej og det bliver man mindet om, når stenbiderrognen kommer. Og den er kommet – hurra!
Det er stadig først på sæsonen, men de enorme stenbidersøer, som hunnerne så ondskabsfuldt kaldes, er fulde af rogn. Nede hos min fiskehandler på H. C. Ørstedsvej så jeg nogle af de kæmpestore hun-stenbidere, som bærer rogn. De er koloenorme, og man forstå måske alligevel hvorfor de kaldes søer… jeg ville i hvert fald ikke bryde mig om at møde sådan et monster på en svømmetur!
Hannerne derimod er ganske små – på størrelse med dorader, hvis det siger dig noget. Man spiser ikke kødet fra hunnerne, men hannerne smager godt varmrøget. Så prøv også dem en gang.
De fleste køber stenbiderrogn, der allerede er renset, men hvis du kommer hjem med et helt eller halvt par “bukser”, så skal du gøre sådan her for at rense dem:
Skær hul på hinden, der sidder omkring rognen og skrab æggene fri ned i en skål. Pil så meget af hinden fra som du kan og kassér den. Hæld koldt vand over rognen og brug så et piskeris til at piske rundt i rognen med. De resterend æggehvideagtige hinde-stykker sætter sig fast i piskeriset. Pil hinderne af piskeriset efterhånden, som du får samlet dem. Det tager lidt tid. Skift vandet et par gange.
Når du har fået alle hinde-stykkerne op skal du sørge for at fjerne evt. døde æg. Dette gør du ved at lade hanen løbe stille og roligt ned i skålen med rogn, så overskydende vand løber udover skålen. Sørg for ikke at have for meget tryk på vandet, ellers hvirvler du rognen i bunden af skålen op og ud af skålen. De døde æg flyder ovenpå, og bliver skyllet ud med det overskydende vand.
Når du har renset æggene for hinder og døde æg, hældes det hele gennem en fintmasket si. Lad rognen dryppe godt af i mindst 15 minutter – gerne mere, men så skal det foregå i køleskabet. Salt så rognen med fint salt, der røres ud i æggene. Smag dem til. De skal være godt saltede. Jeg plejer at komme et stænk hvidvinseddike i for at give lidt friskhed.
– Servér stenbiderrognen med ristet brød, creme fraiche og hakket løg og/eller purløg. Du kan også lave små kartoffelrøsti eller blinis, som du bruger i stedet for brødet.
– Eller prøv at servere rognen som tilbehør til fisk, enten ved at drysse lidt ovenpå eller kom det i en let fløde- eller smørsauce lige inden servering (uden at æggene varmes med).
– Stenbiderrogn smager også super godt sammen med æg – f.eks. på en æggemad eller på en æggekage sammen med friske krydderurter.
Sæsonen fortsætter ind i foråret, men slutter lige pludselig i løbet af april, så husk at smutte forbi din fiskehandler efter de koralrøde darlings!
Emilie S
Posted at 09:47h, 08 februarHej
Jeg har en pose stenbiderrogn i fryseren – men den er fra maj sidste år. Kan den spises nu?
Vh
Emilie
Mira Arkin
Posted at 10:58h, 08 februarHej Emilie,
Det vil jeg mene, du kan. Men snif lige til rognen, når den er optøet. Hvis du synes den lugter fisket, skal du ikke spise den. Husk at tø den langsomt op i køleskabet og i en skål, da den kommer til at smide noget væske.
KH fra Mira
lisa jepsen
Posted at 20:11h, 18 juniJeg prøvede at lave denne ret for et par dage siden, og det smagte helt enormt dejligt! Jeg forsøgte mig med blinis på en almindelig stegepande, men synes det var lidt svært. Jeg har siden da kigget lidt på denne http://www.scanpan.dk/shop/classic-blinispande–9-stk/28-x-28-cm en blinispande. Kan du anbefale at man bruger sådan en, når man laver blinis?
Endnu en gang, det var et helt vildt dejligt måltid!
Mira Arkin
Posted at 17:00h, 22 juniJa, det er en fin idé med en særlig blinispande, for så kan du lave dem samme størrelse hver gang. Jeg kender ikke lige den pande, du henviser til, men den er sikkert fin.
gitte
Posted at 22:43h, 07 februaren dråbe cognac er nu osse super i stedet for eddiken – og så skylder du altså at sige, at det faktisk går rigtig fint at fryse rognen, der er jo temmelig meget rogn i sådan en dame, hvis man vælger gør det selv-metoden. Iøvrigt er den osse supergo i en bagt kartoffel med lidt creme fraiche/fed yoghurt og lidt purløg
bedste hilsener
Gitte
Mira Arkin
Posted at 22:22h, 07 februarJa, god idé med den bagte kartoffel. Mums! Og ja, rognen kan fryses.
Hvis man vælger at fryse sin rensede stenbiderrogn, så husk at lade den dryppe af i en sigte efter optøning. Det er bedst at vente med at salte rogn, man vil fryse da den ellers smider for meget væske ved optøning. Salt den i stedet efter den er tøet op og dryppet godt af. Gitte, det ved du sikkert godt, men nu ved I andre det også 🙂
Den friske rogn er nu stadig bedst. Køb evt. halvdelen af et par “bukser”, hvis du ikke vil have for meget med hjem.
Maria F. Orr
Posted at 16:03h, 07 februarTusinde tak, for de gode raad. Jeg har aldrig proevet at rense dem selv, men det vil jeg nu! 🙂 Tak igen.
(proevede at laegge samme kommentar for et oejeblik siden, men den tog den ikke, saa nu proever jeg igen)