Hurtig pasta med snydekødboller

Hurtig pasta med snydekødboller

_1330567s

I hvert fald halvdelen af vores aftensmåltider for tiden er totalt uplanlagte og uindkøbte. Det skyldes den lille babyfis, der er kommet til for knap to uger siden (og jeg beklager manglen på blogindlæg!). Heldigvis har vi både fryser og et totalt uoverskueligt træk-ud kolonialskab, hvor glas med oliven og artiskoktapenade vælter ud i hovedet på én, hver gang man forsøger at finde en dåse tomater. Peter HADER det skab og tvinger mig en gang om året til at rydde op i det. Her opdager jeg så alt muligt mærkeligt, som jeg har glemt  (løgconfit, dyre kandiserede frugter fra Frankrig, for gammel honning, fire ens glas sennep – you name it) – det er altid lidt skammeligt.

Men det overfyldte kolonialskab er også grunden til at vi alligevel altid får noget godt at spise, selv om jeg med min ammehjerne har glemt at købe ind.

F.eks. blev det forleden til en omgang over lækker pasta med snyde-kødboller. Jeg havde nemlig en pakke af de enormt gode rå pølser fra Pølsekompagniet, som jeg fjernede skindet fra og brækkede i små bidder, så det blev til lækre og utroligt nemme kødboller. Et virkelig godt trick, som godt nok er dyrere end at lave rigtige kødboller, men her i min ammeboble kan jeg godt blive lidt på-beløbet-agtig (også her…).

De nemme løsninger som her og i form af leverede varer fra nemlig.com og lignende er guld værd, når man har travlt og lider af søvnmangel.

_1330564s

Pasta med snydekødboller og tomat

3-4 pers.

400 g pasta – jeg brugte bucantini
400 g rå pølser, fx chipolata eller salsicce fra Pølsekompagniet eller andre gode rå pølser
1 medium løg
½ fennikel
1 fed hvidløg
1 lille dåse tomatkoncentrat
1 dåse flåede tomater (jeg bruger gerne Mutti, hvis dåser ikke har de der hormonforstyrrende stoffer)
salt og sort peber
parmesan og persille eller andet grønt drys

1. Kog pastaen i godt saltet vand til den er lidt mindre kogt end al dente.

2. Imens fjernes skindet fra pølserne og de brækkes i mundrette stykker og steges i en pande. Mens pølserne steger, snittes løg og fennikel fint og kommes i panden med pølserne. Steg et par minutter, til løg og fennikel tager farve. Tilsæt så finthakket hvidløg og vend rundt et minuts tid. Kom tomatkoncentrat i og steg det et minut, før de flåede tomater tilsættes. Lad retten simre, mens pastaen koger.

3. Sigt vandet fra pastaen og kom pasta i panden med sauce, så det kan simre sammen i et minut, til pastaen er perfekt al dente og får suget lidt af sovsen til sig. Server med et drys persille og godt med god parmesan over.

1Comment

Post A Comment