Hotte surfer dudes, riiigeligt smør og A+A mad – anmeldelser af efterårets udgivelser

Hotte surfer dudes, riiigeligt smør og A+A mad – anmeldelser af efterårets udgivelser

  

 

Der er udkommet en del nye kogebøger her i efteråret, og jeg har haft dårlig samvittighed over min langsommelighed med at anmelde dem. For JA! Som noget nyt her på min blog vil jeg fremover anmelde bøger om mad og andet i den dur. Her kommer anmeldelse af tre udgivelser fra efteråret: 

Lene Hanssons Greatest Hits 

Spise med Price – Sæson 2 

A Passion for Wine and Surf 

   

 

Gerne A+A, men ikke A+B! 

Lad os starte med det sunde (og få det overstået).
Lene Hansson kender vi fra TV, hvor hun har hjulpet folk med at tabe sig i TV3’s programmet, Du er hvad du spiser. Hun er ernæringsvejleder og arbejder ud fra en teori om syre-base niveau i mad. Denne bog er en opsamling af hendes “greatest hits” fra de tidligere kogebøger, hun har udgivet. Jeg er ikke særligt godt kendt med hendes principper, bortset fra programmerne på TV3. Og desværre får man ikke forklaret det nærmere i denne bog, hvor der er brugt mindre end en kvart side på at forklare om princippet bag hendes “kostkombinering”. Det er noget med at maden er inddelt efter type; de proteinholdige (gruppe A), de stivelsesholdige (gruppe B) og de neutrale (gruppe C). Konceptet er så, at man ikke må kombinere proteinholdige fødevarer med stivelsesholdige, men gerne alle andre kombinationer. Så man må f.eks. ikke spise spaghetti med kødsovs, men gerne spaghetti med tomatsovs eller omelet med skinke eller salater (uden stivelse) osv. Meget usanseligt opstillet sådan her: 

Kombiner gerne: A+A, A+C,B+B, B+C OG C+C 

Kombiner ikke: A+B 

Som mad-elsker står jeg fuldstændig af på sådan en måde at tale om mad på, men det er vel ment som en måde at gøre det nemt for folk at forstå. 

Nå. Når det så er sagt, så er der selve opskrifterne og billederne. Billederne er udmærkede og appetitlige, og der er masser af opskrifter i bogen, som er absolut anvendelige og aldeles spiselige med bl.a. en del eksotisk inspiration i retterne for os som f.eks. elsker det asiatiske køkken. Jeg er bestemt ikke overbevist om den teoretiske baggrund for Lene Hanssons principper om syre og base, men da der er tale om fedtfattige retter med masser af grøntsager, så er det jo ikke så mærkeligt, at man kan tabe sig af at spise mad efter bogens opskrifter (især hvis man før har levet af toastbrød og pomfritter, som deltagerne i tv-programmerne gjorde). Der er næsten ikke brugt mejeriprodukter i opskrifterne, hvilket jo er vældig moderne (omend det ikke er påvist, at komælk er så forfærdeligt som nogen mener) og der er ikke brugt rødt kød, dvs. okse, kalv, svin eller lam. Igen er dette overhovedet ikke omtalt i bogen – hvor er forklaringen og begrundelsen?
Til gengæld bruges der masser af Lene Hanssons egne krydder-produkter, hvilket jeg synes er irriterende (hvor mange har lige Lene Hanssons kryddersalt stående?). Og så bruger hun palmeolie i mange opskrifter. I flere helse-sammenhænge er jeg stødt på brugen af palmeolie, men så vidt jeg er informeret (og også ifølge min lægeven, som jeg spurgte), så er palmeolie en hærdet fedttype, som er rigtig skidt for os at spise, da de øger risikoen for blodpropper osv. pga. deres høje niveau af mættet fedt. Uanset hvad, havde det været fint med Hanssons egne argumenter for det og for hendes teorier i det hele taget. 

Lene Hanssons Greatest Hits
Linghardt og Ringhof
Vejl. pris 299,95 kr.
 


 

Riiigeligt smør 

Og så til noget helt andet, omend brødrene Price i deres anden kogebog starter med at chokke læseren med afsnittet Den Slanke Linje.
Spise med Price knytter sig til anden sæson af de ekstremt populære tv-programmer på DR, hvor Adam og James Price laver mad i Adams sommerhus-køkken. Man kan se bogen som en skriftlig udgave af programmerne, dog tilføjet et par ekstra opskrifter. Hvert kapitel knytter sig til et afsnit fra programmet med de samme fjolle-titler, som f.eks. Van Helsings Natmad (om hvidløg) eller Tihvertifald Kylling (om – ja – kylling). Bogen er et dejligt gensyn med de søde drengerøve og dialogen fra programmerne går igen i indledningerne til afsnittene. Pricerne skal have ros for at lave grundige opskrifter fuld af gode forklaringer på fremgangsmåder og valg af råvarer. Men fotosiden kunne de godt have gjort mere ud af. De ligner still-billeder fra tv-programmet og da Pricernes mad generelt er ret old-school kommer bogens billeder til at ligne billederne i en kogebrog fra 1950’erne. Jeg sætter stor pris på god tekst i en kogebog, men når vi befinder os i det sanselige mad-univers, så har jeg brug for at æstetikken er i orden – også på billedsiden. Det kunne de have gjort bedre. Spise med Price – Sæson 2 er bogen til tv-programmet og kan du ikke undvære de dejlige brødre, så er bogen en måde være sammen med dem på og opskrifterne er bestemt anvendelige, særligt for dem der er mest til det klassiske køkken. Jeg foretrækker dem nu på TV. 

Spise med Price – Sæson 2
Linghardt og Ringhof
Vejl. pris 299,95 kr. 

  

 
Sydafrikanske surfere og deres vin 

Den danske fotograf Linda Suhr har til gengæld utroligt godt styr på billederne i sin meget æstetiske bog om de sydafrikanske surfere der laver vin. Jeg fik denne bog for et to måneder siden og har villet skrive noget om den siden, men det er altså desværre først blevet nu. Linda Suhr er forelsket i den rå kystlinje ved Cape Town og i bogen formidler hun denne kærlighed til stedet og folket til os. Hun fokuserer på en gruppe surfere, der alle laver vin og bogen er fuld af de mest fantastisk smukke billeder af naturen, havet, de seje (lækre) mænd og deres vin og mad. En rigtig coffee table bog, der giver dig lyst til at hoppe på næste fly til Cape Town, hvor det lige nu er sommer. Bogen fik i øvrigt andenplads for vinfotografi ved det internationale Paris Cookbook Fair. 

A Passion for Wine & Surf
Suhr Photography
Vejl. pris 449 kr. 

No Comments

Post A Comment