Honningkage med rom-smørcreme

Honningkage med rom-smørcreme

IMG_4417Honningkager er for mig stærkt forbundet med jul. Der er desværre stor forskel på kvaliteten af de honningkager, man kan købe hos bageren. De har det med at blive frygteligt tørre og det værste i verden er at komme hjem med en honningkagde, hvor de har pyntet med et eller andet vekao-lort i stedet for at bruge rigtig chokolade. Vekao bør efter min mening gå samme vej som krigstids-erstatningsproduktet margarine – ad helvede til!

Første gang jeg bagte denne kage blev den ALT for stor – jeg blev næsten helt bange for den kæmpe kage, der kom ud af ovnen! Nu har jeg rettet opskriften lidt til, så den har mere overskuelige dimensioner. Jeg kan godt garantere, at der kommer til at lugte 100% af jul (eller Sønderjylland) i dit køkken, mens du bager denne kage!

Honningkage med rom-smørcreme

325 g. honning
90 g. sukker
2 æg
2/3 tsk. stødt ingefær
2/3 tsk. stødt nellike
1 tsk. stødt kanel
Revet skal af ½ lille appelsin (ikke-overfladebehandlet)
½ dl. piskefløde
½ dl. mørk rom
1½ tsk. natron
325 g. hvedemel

Rom-smørcreme
200 g. blødt smør
175 g. flormelis
2 æggeblommer (evt. pasteuriserede)
1 spsk. mørk rom (kan udelades)
Alle ingredienser røres sammen. Det er en god ide at sigte flormelisen inden brug for at undgå klumper.

50 g. mørk chokolade til pynt

Smelt honning og sukker sammen i en gryde. Afkøl blandingen lidt. Pisk æg sammen med ingefær, nellike, kanel, appelsinskal og piskefløde. Bland honning og sukker heri. Bland natron i hvedemelet og sigt det ned i dejen. Rør dejen glat.
Beklæd en brødform på ca. 1 liter med bagepapir. Hæld dejen i og bag kagen ved 165 gr. i 45-60 minutter. Tag den ud og lad den køle helt af inden den flækkes i 3 skiver. Beklæd den afkølede form med husholdningsfilm. Tag den nederste skive af kagen og smør halvdelen af smørcremen på. Læg den i bunden af formen. Gentag med den midterste kageskive og læg til sidst toplaget på. Pynt kagen med smeltet chokolade og stil på køl.

3 Comments

Post A Comment

  • Mia Nyholm
    Posted at 16:24h, 21 april Svar

    Hej
    Nu har jeg bagt den 3 gange, og den bliver bare bedre og bedre..
    Bager den i muffinsforme, flækker dem i 2, smørcreme i og så flydende chokolade over = hionningbomber 😀
    Tak for opskrift!

    • Mira Arkin
      Posted at 19:36h, 21 april Svar

      Super god idé at lave dem i muffinsforme!

  • Hanne Kriegbaum
    Posted at 20:14h, 21 december Svar

    Hej Mira
    Den kage ser dejlig, dejlig ud. Og jeg kan næsten dufte den :o)
    Jeg når det vist ikke år, men den skal helt sikkert prøves på et tidspunkt.
    Hilsner Hanne