Hilsner fra New York og et kort besøg til Mexico
Peter og jeg er taget en tur til New York, dels fordi det er en utroligt cool by, dels for at fejre min Kokkekampen sejr, men også for at se min amerikanske familie og så selvfølgelig især for at spise.
For der er virkelig meget at spise i New York. Byen bugner af al slags mad og jeg vil gerne indrømme, at jeg op til vores tur nærmest har været stresset ved tanken om alt det mad, jeg ikke ville kunne nå at spise på vores korte besøg. Jeg har hjemmefra planlagt en masse spiseoplevelser og booket borde diverse steder. Shopping m.m. på passes ind i de huller, vi har mellem spise-planerne. Peter kender mig jo heldigvis godt, så han affinder sig lydigt i mit planlagte spiseprogram og tager gerne billeder af det, vi spiser.
Jeg kan ikke så godt lave opskrifter her fra hotellet i New York (vist på billedet øverst – vi bor i Midtown East ved Lexington Avenue), men jeg kan fortælle om noget af det, jeg spiser.
Mexikansk fest på Dos Caminos
Vi ankom i lørdags og var ret baldrede efter en lang rejse, men fik alligevel slæbt os ned på en mexikansk restaurant i nærheden, Dos Caminos, hvor der var feststemning, cocktails og udendørs servering (vi havde 23 grader i lørdags, hvor vi ankom!).
En af de ting, jeg synes amerikanerne er godt til, er at have gode barer i deres restauranter. Dette er også nødvendigt, da man ofte oplever at man skal vent,e før man kan få et bord (også selv om man har reserveret), og så bliver ventetiden jo kun dejlig af at man kan stå og hygge sig med en rigtig god drink i mellemtiden. Dos Caminos har et kæmpe udvalg af tequila og flere forskellige slags margaritas, så jeg fik mig en passionsfrugt margarita og Peter fik en rigtig god mojito. Mums!
Se tavlen med tequila her:
De har tequila der er fra 1942 og ældre! Sejt.
Nu er jeg en af dem, der har tequila traumer fra gymnasietiden, hvilket betyder at jeg som udgangspunkt ikke kan lide tequila længere. Men det har jeg opdaget skyldes dårlig tequila (den med den røde plastik hat, f.eks.). God tequila smager godt, og både den passions-margarita og den almindelige margarita jeg efterfølgende fik til maden smagte rigtig godt og passer eminent til det spicy, mexikanske køkken.
Margarita
Margarita laves ved at shake 2 dele tequila med 1 del limejuice og 1 del triple sec eller cointreau og is.
I baren fik vi tortillachips og en skål friskrørt guacamole – dejligt chunky med masser af frisk koriander i (som jeg elsker og Peter hader).
Vi fik vores bord og spiste et par dejlige retter, som jeg desværre ikke fik billeder af, da der var ret mørkt. Vi delte en forret med nogle sprøde ruller (flautas) med røget kyling og grøn salsa i. Derefter fik jeg en åben quesadilla med rejer, dvs. en sprød hvedepandekage med friske tomater, store søde rejer med hvidløg, ost, chili, svampe og creme fraiche. Dertil fritter af søde kartofler og grillet majskolbe med en spicy mayo over. Virkelig lækkert og friskt og noget helt andet end det tunge mexi-mad, man kan få i Danmark, hvor man knap kan gå bagefter.
Og så var det på hovedet hjem i seng og sove vores jetlag ud, så vi kunne være friske til at spise videre dagen efter…
Mere om det senere.
Trine
Posted at 19:56h, 22 martsHej Mira
Glæder mig til at høre mere om dine spiserier in NYC! Please fortæl og ISÆR om Per Se 😛 Har et kort besøg i byen om 3 uger, heriblandt PS.
Kh Trine
Mira Haaning Arkin
Posted at 04:59h, 24 martsHej Trine
Jeg skal nok skrive noget om Per Se – jeg håber Peter kan overtales til at hive det store kamera frem derinde, selv om det måske er lidt pinligt.
Jeg har lige spist en fremragende middag på The Gramercy Tavern. Jeg kan varmt anbefale dig det, hvis du ikke allerede har prøvet det. Super smuk mad med stor yummy effekt og dejlige omgivelser. Michael Anthony og restauranten er nomineret til en James Beard award og det er yderst velfortjent!
KH Mira
Jens
Posted at 18:15h, 22 martsI må se om I kan få bord på Per Se – jeg har prøvet flere 3-stjernede restauranter rundt omkring men Per Se står som noget helt særligt. Maden er fantastisk men overgås næsten af den utroligt gode betjening.
Jeg var heldig at få et bord samme dag i sommer ved at booke via opentable.com – en super genvej til at få borde rundtomkring.
Prøv det – I vil ikke fortryde det kan jeg love.
Mira Haaning Arkin
Posted at 05:01h, 24 martsHej Jens
Jo vi har skam bord på Per Se til i morgen (eller i dag? Tidsforkellen er jo lidt mærkelig – det er på onsdag) – jeg bestilte i så god tid, som jeg kunne komme til og glæder mig meget! Som jeg har skrevet ovenfor til Trine, så kommer jeg helt sikkert til at skrive om det her på bloggen. Jeg håber jeg får en lige så dejlig oplevelse derinde, som du havde.
Kærlig hilsen
Mira