Hellmann’s mayonnaise – test af nye og gamle produkter

Hellmann’s mayonnaise – test af nye og gamle produkter

Jeg fik tilsendt en pakke med produkter fra Hellmann’s. Der er kommet 3 nye produkter fra den amerikanske mayonnaise-gigant og så fik jeg også et glas af den klassiske mayonnaise og deres light mayonnaise.

Hellmann’s fortæller stolt, at de bruger frilandsæg til deres produktion og det er jo ganske dejligt. Jeg holdt for et års tid siden helt op med at købe skod-æg og skod-kyllinger og nøjes nu med friland og øko. Jeg kan simpelthen ikke bære den måde kyllingerne behandles på i storindustrien – faktisk begyndte jeg at græde over et program, jeg så om sagen. Derefter har det været slut med den slags i vores husholdning. 

Men tilbage til mayonnaisen.
Nu er jeg jo halvt amerikaner, så jeg kendte godt Hellmann’s inden den begyndte at dukke op i de danske butikker. Både min mor og jeg var meget ophidsede, da den så kom på hylderne, og det har været fast inventar i begge vores kolonialskabe og køleskabe siden. Jeg er lidt et mayonnaise-svin i forvejen, så Hellmann’s er faktisk en af de ting, jeg altid har i mit køkken. Altid. Sådan er det også hos mine forældre. Min far kan blive helt panisk i blikket, hvis han begynder at nå bunden af et glas, uden at vide med sikkerhed, at der står et nyt glas klar på kolonialhylden.

Hellmann’s smager ikke af hjemmerørt mayo. Den er lysere end en hjemmerørt, men den smager godt at både syre, salt og sødme. Den passer godt til det meste og jeg bruger den på mine kartoffelmadder, æggemadder, tomatmadder, i BLTs og andre sandwich, i fiske rillettes og alt muligt andet.

Til gengæld så er jeg aldrig faldet for light udgaven. Det bliver for kunstigt et produkt for mig. Mayonnaise – lige som smør og fløde – er sin natur fede. Det er ligesom det, de kan. Og tager man fedmen ud af dem, så virker de ikke. Creme Fine virker heller ikke og Kærgaarden light virker absolut heller ikke. Så den er jeg ikke til.

Da jeg så prøvede de nye produkter fra Hellmann’s, hvor de har blandet forskellige smagstoffer i deres mayonnaiser og kommet dem på tuber, så startede jeg med sennepsudgaven. Den kan minde lidt om en spinkel udgave af Maille’s Dijonnaise, men det var netop spinkelheden, der slog mig. Og så fandt jeg ud af hvorfor. Mayonnaisen var light! Oh ve! Fedthindholdet i alle 3 nye varianter er langt lavere end originalen og svarer til fedtindholdet i light-udgaven. Øv, tænkte jeg. Jeg tror det havde fungeret bedre med den fuldfede mayo rørt op med en grov sennep. Jeg spiste den på en kartoffelmad og den var udmærket, men jeg havde foretrukket den klassiske Hellmann’s eller Dijonnaisen, hvis det skulle være med sennep.

Derefter har jeg prøvet hvidløgsudgaven, som desværre var som jeg havde forestillet mig. Der sker noget med hvidløg, når det anvendes industrielt. Det er, som om hvidløgssmagen bliver todimensionel og – igen – spinkel. Sådan synes jeg det er i alle færdigprodukter med hvidløgssmag – dressinger f.eks. Den brød jeg mig faktisk slet ikke om

Til gengæld virkede chili-varianten udemærket, dog stadig på den spinkle side pga. light-grundlaget. Den havde et fint chilispark uden at være overvældende og vil fungere fint i sandwich og burgere. Men igen: personligt ville jeg langt hellere blande en skefuld original Hellmann’s med en skefuld chili for at få de rene enkle smage frem.

Så alt i alt: Jeg var ikke tosset med de nye produkter, men til gengæld ville jeg ikke undvære den klassiske Hellmann’s. Og ja ja, det er nemt at lave mayonnaise selv. Det er det. Men det gider jeg altså ikke stå og gøre hver gang jeg skal smøre mig en hurtig mad. Så det gælder om at finde et godt færdig alternativ.