Guide til Møn og omegn
Vi havde de dejligste par dage på Møn og omegn i sidste uge . Her er min guide til ferie på Møn og lidt af omegnen.
Stege
Stege er hovedbyen på Møn og fuld af liv her om sommeren. Der er hyggeligt med masser af vandkant og et lille strøg man kan gå en tur op og ned af.
Vi boede i en hotellejlighed på Hotel Residens Møn, der ligger ud til vandet i Stege. Det var et super godt sted for os, hvor ungerne kunne rende rundt i den lukkede gård, hvor alle gæster kunne sidde og hygge sig. Hotellet har egen badebro, hvor vi badede i det lave stille vand flere gange om dagen.
Vi spiste også aftensmad på hotellet den første aften. Vi sad skønt på terrassen med udsigt over vandet (vi var ret så heldige med vejret – det var strålende solskin og 25 gr. alle dage).
Jeg fik dejlig friskrøget laks med purløgsolie og ristede boghvedekerner. Bagefter delte vi en kalvesteg, som var mør og rosastegt og med gode hjemmelavede fritter til. Eneste kikser var béarnaisen, som skulle forestille at være hjemmerørt, men som var et eller andet fake, som smagte mærkeligt af vegetabilsk olie – faktisk af kokos. Jeg gad ikke spise den. Til ungerne var der gode børnetallerkener med frikadeller, grønt og fritter.
Til dessert fik ungerne kæmpe isdesserter med lækker is fra Møn Is og en masse frugt og bær. Peter kiggede længselsfuldt efter dem og bad om at smage, men ungerne ville ikke dele og han endte med at bestille sin egen isdessert og så var han lykkelig. Vinene var meget basic, så det var lidt svært at finde noget, jeg egentlig havde lyst til at drikke. Men altså – alt i alt var det en dejlig oplevelse og hyggeligt at sidde der.
Efter aftensmaden tog vi ned for at bade igen i solnedgangen. Det var helt perfekt.
Næste dag tullede vi lidt rundt i Stege. Vi brugte en god time på bare at sidde nede på et stykke græs, mens ungerne legede med tang nede ved vandet.
Vi spiste frokost ved havnen hos Mads, som jeg kender fra dengang jeg var med i tv-programmet Kokkekampen. Han bor dernede nu og har åbnet en lille burgerjoint med bar nede ved havnen – Saftig hedder stedet.
Her kan man få lidt mere spændende vin og jeg var så glad for at få et godt glas tysk riesling.
Jeg var glad for min crispy pankopanerede kyllingeburger. Kyllingen var endda en eller anden lokal kylling fra Lolland og der var hjemmerørt persilledressing i briochebollen. Peter og Otto fik okseburger, som var krydret med bl.a. spidskommen og andre ting. Det var Otto ikke så pjattet med, så det skal man lige være opmærksom på.
Jeg kan se på deres insta, at de nu også har fået fish ‘n’ chips med frisk kuller. Det ser vildt godt ud. Der sker forskellige ting dernede på kajen. Der er bl.a. morgenyoga og nogle gange musik om aftenen. Der er også planer om lidt forskellige foodtrucks, men jeg ved ikke, hvor langt de er med det.
Møns Klint
Vi var selvfølgelig også på Møns Klint. Det er et helt vildt sted og ligner slet ikke noget fra Danmark. Meget eksotisk. Vi parkerede ved Geocenteret og tog den midterste trappe ned. Der er omkring 500 trin ned og da vi nåede bunden var der højvande, så man skulle af med skoene og gå et par meter i vandet for at komme ind på tørt land. Det var ikke så højt, men stadig lidt vildt for ungerne, som dog tog det i stiv arm. Stranden er dækket af mellemstore runde sten, så det er lidt svært at gå på den og man skal virkelig have fornuftige sko på. Det havde jeg ikke – jeg havde mine dyre italienske sandaler på, fordi jeg er idiot, men også fordi jeg ikke har ret meget fornuftigt fodtøj og ikke kan holde ud at have lukkede sko på om sommeren. Men altså: tag fornuftig fodtøj på!
Vi gik ca. 700 meter nordpå til den næste trappe og gik op igen. Ungerne var nogle champs – der var ikke det mindste brok og jeg synes faktisk ikke det var så slemt med trappen op. Der er masser af bænke til hvilepauser undervejs og turen er også smuk. Fra den nordlige trappe går man så ned igen gennem den smukke skov, hvor der er nogle utroligt smukke views. Hvis du ikke orker trapperne hele vejen ned, så tag bare gåturen gennem skoven nordpå – der er så flot!
Andre ting at lave på Møn
Vi kørte ud for at besøge Møn Is, der ligger på en gård, hvor man kan se køerne blive malket. Vi kom 16.30 og de lukker kl. 17, men køen til isboden var grotesk lang, så vi hilste bare lige på køerne og kørte igen.
Jeg ville også gerne have besøgt Hårbølle Mejeri, hvor de laver dejlige fåreoste, men de havde kun åbent for besøg fredag og lørdag, hvor vi ikke var der. Men du kan købe deres oste flere steder, bl.a. i SuperBrugsen i Stege, hvor jeg købte to forskellige af deres oste, som vi spiste hjemme på hotellet med lidt kiks og drak riesling til.
Vi ville også gerne have besøgt Nyord, der er en lille ø i forlængelse af Møn. Her skulle der bare være hyggeligt med små gallerier, en lille havn og bl.a. Noorbohandelen og Pier to Heaven, hvor man kan købe hjemmelavet akvavit og også spise en lille hapser. Lollesgaard ser også hyggeligt ud med smørrebrød i haven. Men vi nåede det ikke.
Bogø
Lige ved færgelejet i Bogø ligger der Bogø Brød, hvor du kan købe surdejsbrød om dagen og overraskende god pizza om aftenen.
Der var propfyldt og mega travlt og vi ventede et godt stykke tid, men vores pizzaer var fremragende og jeg har sjældent en bedre sommeraften. Blikstille vand, små fiskerbåde, der vugger, færgen til Stubbekøbing, der kommer ind og sejler igen.
Det er klart et besøg værd. Og det er helt sikkert også sjovt at tage færgen over til Stubbekøbing, som godt nok virker helt død, desværre.
Hesnæs
Vi kørte også en tur til Falster for at besøge Hesnæs Havn, hvor folkene bag traktørstedet Pomle Nakke har åbnet bageri og café. Her er min ven Torben Bang konditor og han havde inviteret os på kage. Hesnæs er simpelthen bedårende. De gamle stråtægtshuse er udvendigt isoleret med strå, så de får fine striber på tværs og det hele er virkelig puttenuttet og fint.
Vi gik totalt amok i Torbens dejlige kager. Den store kage var en passionsmoussekage med hvid chokolade, mandelbund, mælkechokoladecremeaux og svenske blåbær. Der var også en éclair med hvid chokoladecremaux og passion, en snasket kokosmakron og et udvalg af Torbens store flødeboller, bl.a. med solsbærskum og hvid chokolade.
Butikken er ret ny og der var et konstant flow af mennesker, mens vi besøgte stedet. Der sælges lækkert surdejsbrød, sandwich, alle mulige kager (til utroligt rimelige penge). De er i gang med at lave en spisesal, hvor man vil kunne spise om aftenen. Der bruges masser af lokale råvarer og så ligger det lige ved havnen, så der er god plads udenfor og stranden ved siden af er super god – der var vi ude og bade efter vores kageorgie.
Desværre blev der ikke tid til at besøge Pomle Nakke, som ligger et lille stykke længere nede ad kysten. Det skulle ellers være et virkelig dejligt sted at spise, så det må jeg have til gode.
Da vi kom ud efter vores kageorgie var en lokal fisker gået i land og solgte friskfangede ål og store rødspætter direkte fra båden. Det er altså hyggeligt at købe fisk på den måde.
Det var nogle utroligt dejlige dage nede på Møn og omegn. Den sidste dag kørte vi til Knuthenborg Safaripark og kørte ungerne (og os selv) trætte.
Sikke nogle skønne dage, vi havde dernede. Det var dejligt med lidt Danmarksferie. Jeg håber, I kan finde god inspiration her i min lille guide.
KirstenLN
Posted at 07:40h, 04 augustVi var på Hesnæs Havn og spise kage efter din anbefaling på Instagram og fik den lækreste stikkelsbærtærte med crumble og kokos og en rigtig god kop kaffe. Vi er på Bogø nogle dage hver sommer – dejligt med nye anbefalinger.
Jenny
Posted at 16:05h, 31 juliMønis skal besøges kl. 13-13.30 så er der mindst kø.
For en der hver sommer er randt op og ned fra mønsklint, er det ikke så slemt, selv om vi altid var der om aftenen, når det var gratis.
Tirsdagsmarked i Stege er hyggeligt.
Prøv øl fra Møn bryghus.
I Nykøbing Falster ligger middelalder centeret.