Grønbech & Churchill – Copenhagen Dining Week

Grønbech & Churchill – Copenhagen Dining Week

Det sluttede med et overmåde romantisk snaveri midt på Amalienborg Slotsplads i snevejret, men det startede på Restaurant Grønbech & Churchill til Dining Week på Valentins Dag.

Peter og jeg havde et tidligt bord, købt via Copenhagen Dining Week til den dygtige kok Rasmus Grønbechs afslappede gourmetrestaurant, Grønbech & Churchill på hjørnet af Esplanaden og Amaliegade. 

Vi blev venligt modtaget af de habile tjenere – som der var mange af. Det var dejligt at føle sig lige så velkommen, som hvis man havde været en “rigtig” gæst – altså sådan en der kom og betalte fuld pris, fremfor en der havde købt billig-billetter på Dining Week. Super cool at man får lige så god service under rabatugen.

Vi blev sat ved et lille bord i den enkelt indrettede kælderrestaurant, der er meget simpelt indrettet – næsten spartansk i sin enkelthed.

På bordet kom et bræt med godt brød og smør, som vi (jeg) straks kastede os (mig) over. Peter fik et glas champagne fra André Clouet – en af de gode producenter at gå efter for “hverdagschampagne”. Standarden er høj hos Clouet og der er masser af kraft og fylde i hans ret billige bobler (fås hos Sigurd Müller).

Peter havde egentlig tænkt sig at få et glas hvidvin til forretten, men den kom så hurtigt, at han fortsatte med champagnen til i stedet. Forretten var en skummende, cremet suppe på bacalau – altså saltet torsk – tilsmagt med vanilje og med med små stykker blid og blød torsk i bunden, som så nærmest rå ud, men som nok har været ganske let pocheret. I bunden var et eller andet lavet på piment – sikker piment d’espelette, som er en særlig sød og ret mild rød peber. Hver gang man tog sin ske ned i suppen, fik man hvirvlet lidt af det røde fra bunden op i resten, og det fungerede ret godt med den sødlige piment-smag, der havde en meget subtil chili-styrke, sammen med den blide creme. På underkoppen lå et stykke tyndskåret, sprødt brød som smagte af malt og muligvis boghvede. Peter syntes brødet var for salt, men jeg syntes det var lige tilpas.

Alt i alt en virkelig lækker forret, som dog var ret lille og let og meget hurtigt spist.

Næste med det samme kom hovedretten, og Peter måtte skynde sig at få et glas rødvin fremtryllet, hvilket også skete straks på bestilling. Han fik et glas af den spanske Petalos del Bierzo 09, som var meget frugtig. Jeg synes lidt mere tannin havde klædt retten, eller allerbedst et glas mørk, karmelagtig, let bitter øl.

Hovedretten var nemlig ret klassisk dansk – kalv med selleri. Et pænt stykke mørt, braisseret kalvspidsbryst, lidt råkost af selleri, et stort og måske knap så elegant stykke saltbagt selleri, Puylinser med valnødder og muligvis en form for citrus, da de havde en ret god syre og en anelse bitterhed, som klædte dem vældig godt. Og endelig en lille streg intens kalveglace og en blanquette af selleri – altså en cremet sauce på kalvefond, jævnet med æggeblommer – som man bruger det i en frikassé.

Retten smagte godt og gammeldags, men med en god lethed, friskhed og syre fra linser og råkost. Dog var det altså ret simpelt, omend velsmagende – jeg forestiller mig, at niveauet er anderledes højt med mere komplekse kompositioner, når man spiser på Grønbech & Churchill normalt . Det har jeg dog ikke prøvet, så det er rent gætværk.

Desserten var ret sjov. Her havde man taget hvad der på en klassisk restaurant havde været en kraftig, fyldig dessert og taget de tunge elementer ud. Den lille firkant er en gele lavet på sødmælk, som smagte sødt på den der dulce de leche-måde, altså den karamelliserede sødme fra mælken. Dertil et æg af mørk kakaosorbet, som havde masser af intens kakaosmag, men ingen fedme, en skummende og let version af en crème anglaise med god vaniljesmag og så den lille bæ, som nogen havde tabt på tallerkenkanten: en tørret figen rullet i knuste kakaobønner. Jeg var glad for desserten, men Peter savnede noget af al den fyldighed eller fedme, som havde været der, hvis nu f.eks. kakaoisen havde været lavet med æg og mælk og/eller fløde.

Bottom line

Det var et ret let måltid.
Retterne var små – især forretten – og meget lette. Vil blev tilbudt at tilkøbe en anretning med 3 danske oste fra Arla Unika inden desserten, men da disse oste jo brillerer (og det gør de virkelig – lækre lækre oste) ved ikke at være pasteuriserede, er det ikke noget for gravide damer, desværre.  Jeg kunne godt lidt have spist en hotdog efter måltidet, men det gik nu også fint uden. Middagen var lækker og servicen var virkelig god, men vi var inde og ude på 1 time og det er for hurtigt. Retterne kom simpelthen for hurtigt efter hinanden – Peter nåede jo næsten ikke at få vin til – og han havde jo købt et glas hvidvin, hvis han havde fået tid til det. Det er dumt af restauranten at haste sådan igennem og derved gå glip af ekstra indtjening og selvfølgelig give gæsterne lettere stress. Vi havde ifølge planen bordet indtil kl. 20.30, men var altså ude på gaden i snevejret allerede kl. 19.30. Det var synd, men udover det og så en dårlig akustik pga. pudsede vægge, stengulve og sparsom indretning, der gjorde støjniveauet ret højt, var det en positiv oplevelse at spise her og især forret og dessert var spændende at spise.

Vi talte bagefter om, at hvis vi havde kunnet snige f.eks. forretten fra gårsdagens middag på Nimb Brasserie ind mellem bacalau cremen og kalven, så havde vi været mere tilfredse. Men vi klarede den nu ganske godt alligevel, og bagefter gik vi ned ad Amaliegade til Amalienborg, som vi havde helt for os selv, bortset fra garder husarerne, som jeg fik skæld ud af, fordi jeg lænede mig op ad en stolpe. Undskyld, Margrethe!