
Grønne bønner med hvidløg og citron
Jeg havde så meget mas med at få bønnerne til at spire i starten af sommeren. Hold kæft, hvor var de besværlige! Jeg såede bønner ad tre omgange, og først tredie gang, kom der gang i den.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad problemet var. Jorden var i hvert fald varm nok (bønner skal have en rimelig høj jordtemperatur for at spire) og jeg lagde dem i blød et døgn, inden jeg såede dem. Måske fik de for meget eller for lidt vand. Who knows. I løbet af juli tog fanden ved dem og de voksede helt amok. Nu høster jeg løs af både min to meter høje bønnetipi (lavet af bambusstænger), som klatrebønnerne (en stangbønne der hedder Lord Nelson) vokser amok på, og fra mine to rækker af lave buskbønner (de megte lækre Bon-Bon og så to planter med voksbønner, som var de to der blev til noget fra anden omgang såning).
Vi spiser bønner konstant og jeg har høstet løs i en hel måned nu. De bliver ved med at give. De smager selvfølgelig fint bare dampet eller kogt. Og jeg har blancheret en masse af dem og kommet dem i fryseren, for vi kunne overhovedet ikke nå at spise dem alle. Men det er altså også en grøntsag, man kan bruge på mange måder. Fx. blancherer jeg dem og kommere dem i en pasta carbonara sammen med hakkede krydderurter. Eller damper dem sammen med gulerødder (også fra haven) og vender dem med smør og hakket salvie. Eller blancherer dem og kommer dem i en pande sammen med olivenolie, hvidløg og cherrytomater. Eller som her, hvor de er kogt meget al dente og derefter vendt i en pande med masser af hvidløg og citron.
Grønne bønner med hvidløg og citron
4 pers.
250 g grønne bønner
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
saft og revet skal af ½ øko citron
salt og sort peber
Nip stilken af bønnerne og giv dem et skyl. Fyld en gryde med vand og kom 1 tsk groft salt i vandet. Når det koger, kommes bønnerne i og koger i ca. 5 min, afhængig af tykkelse. De skal ikke være helt møre, men stadig have ret meget bid, da de skal videre en tur på panden.
Hak hvidløget fint og varm olien i en stor pande. Kom hvidløgene i olien og lad dem simre ved lav varme, så de ikke brænker. Næsten med det samme kommes bønnerne i og vendes rundt med hvidløg. citronsaft- og skal. Krydr med salt og godt med friskkværnet sort peber og servér. Det er godt til stort set alt.
No Comments