
Grøn spaghetti carbonara – nem tømmermandsmad eller bare nem aftensmad
Godt nytår, kære læsere! Jeg er altid glad for at at tage hul på et nyt år. 2018 bliver året, hvor vi flytter ind i vores hus (det skulle så have været i 2017, men så kom der alle mulige problemer med alt muligt – sådan er det jo).
Vi holdt nytår hos mine forældre. Det fungerer super godt med ungerne, som stadig er små. Faktisk gik jeg i seng FØR MIDNAT! OMG!!! Følelsen af at være jordens kedeligste kone blev opvejet af behovet for at sove. Når man ved at det ene barn vågner kl. 6, så er fyrværkeri simpelthen bare ikke den manglende søvn værd. Vi lå i sengen kl. midnat og hørte bragene under dynen. Jeg er træt alligevel. Måske har det noget at gøre med den flaske 1994 Taylor’s Vintage Port, Peter og jeg delte med min far. Hm….
I dag futter vi hjem til Frederiksberg. Og lur mig om ikke der står pasta på menuen. Vi går ikke lowcarb denne januar (og heller ikke sidste eller forrige :-)). Pasta er vejen frem for os på en grå 1. januar, hvor man måske ikke har fået købt så meget ind. En pasta carbonara er ofte lige til at bikse sammen. Måske har du allerede en pakke bacon eller pancetta i køleskabet eller fryseren? Eller måske et par skiver parmaskinke i stedet? Jeg har ALTID spaghetti , ALTID æg og ALTID parmesan i køkkenet. Og så går man aldrig ned på aftensmad.
Grøn spaghetti carbonara
4 pers.
400 g spaghetti
salt
100 g pancetta i skiver
1 spsk olivenolie
1 courgette
1 fed hvidløg
3 æg
100 g fintrevet parmesan
sort peber
1 håndfuld persille og basilikum
Spaghetti Carbonara er fastfood. Det tager ikke længere tid at lave, end den tid det tager at koge pastaen. Så start med at komme spaghettien i en gryde med kogende, godt saltet vand.
Skær pancetta i strimler og steg det i en pande med olivenolien. Riv imens courgetten groft (det kunne også være lidt fintsnittet spidskål, grønkål eller palmekål) og hak hvidløg fint. Når pancettaen er sprød, kommes courgette og hvidløg i panden. Steg det sammen i 4-5 min.
Pisk imens æggene sammen og rør parmesan og godt med groftkværnet sort peber i. Hak krydderurterne.
Kog pastaen, så den har godt med bid – mere bid end normalt, for den tilberedes videre, når du blander æggene i. Tag en kop (ca 1½ dl) af pastavandet fra, lige inden du sigter vandet fra pastaen. Kom pastaen tilbage i den varme gryde – lad varmen være på. Hæld courgetteblandingen og æggeblandingen i gryden og vend det sammen med pastavandet, godt med sort peber og krydderurterne. Sluk for varmen. Æggene og osten bliver cremet af varmen og omslutter hvert pastastrå. Spis med det samme.
Tip: Pas på begynderfejlen med at komme pasta og æggeblanding direkte i den varme pande med courgetter. Her kan varmen være for meget og få æggene til at koagulere helt.
No Comments