Grillet broccoli med yoghurt og dukkah

Grillet broccoli med yoghurt og dukkah

Jeg har høstet den første broccoli fra haven. Det er en slags aspargesbroccoli, dvs. den laver en masse små skud i stedet for én stor i midten, så jeg regner med at kunne høste løbende henover sommeren.

Denne første portion grillede jeg og serverede lidt mellemøstligt med yoghurt, olivenolie, citron og et drys dukkah, som jeg havde i forvejen. Dukkah er jo den her nordafrikanske krydderiblanding, som smager godt på nærmest alt, så man bør faktisk altid lige have lidt dukkah. Man kan også købe færdiglavede dukkaher, men jeg synes dem man laver selv smager bedst. Og det er virkelig nemt.

Grillet broccoli med yoghurt og dukkah

Til 2 pers.

1 håndfuld aspargesbroccoli (det kan også være de der Bimi, eller almindelig broccoli skåret i buketter)
olivenolie
salt og sort peber
200 g græsk yoghurt 10%
½ citron

Dukkah
2 spsk sesamfrø
1 tsk korianderfrø
½ tsk sorte peberkorn
1 tsk hel spidskommen
1 tsk fennikelfrø
25 g hasselnødder, afskallede og ristede
1 tsk groft salt

Vend broccoli med lidt olie og grill det i et par minutter pr. side. De skal stadig være sprøde og saftige inden i, men ristede uden på. Smør yoghurten på bunden af et fad og læg den grillede broccoli over. Dryp med lidt olivenolie og citronsaft og drys med dukkah.

Dukkah:
Kom sesamfrø i en tør pande sammen med korianderfrø, peberkorn, spidskommen og fennikelfrø. Rist det ved middel varme, til de dufter dejligt.
Kom det i en morter sammen med ristede hasselnødder og knus groft. Jeg plejer at knuse korianderfrø, peberkorn, spidskommen og fennikelfrø først og derefter komme hasselnødder, sesam og salt i, da de sidste dele ikke skal knuses lige så meget som de første.

2 Comments

Post A Comment

  • Caroline
    Posted at 14:51h, 04 juli Svar

    Hvad hedder frøene når du køber dem til at så? Har du forspiret og hvor længe? Hvilket firma kommer grene fra?

    • Mira Arkin
      Posted at 15:55h, 04 juli Svar

      Det er en broccolisort der hedder Apollo fra Nelson Gardening. Jeg forspirede demi vindueskarmen i marts/april 🙂