Grillet aubergine med hoisin og sesam

Grillet aubergine med hoisin og sesam

Auberginer på grillen er altid godt. Jeg elsker auberginens naturlige meatyness og dens cremde konsistens.

Her har jeg grillet aubergine med en sød og salt marinade med bl.a. hoisin sauce, sesamolie og soja. Spis dem som tilbehør til fisk eller kød eller som vegatarisk hovedrolle med salat og fx. ris eller nudler til. Eller du kan proppe dem i en asian burger med lidt coleslaw og chilisauce. Yum!

Grillet aubergine med hoisin og sesam

Til 4 pers.

2 auberginer
2 spsk vindruekerne- eller olivenolie
4 spsk hoisin sauce
2 spsk sesamolie
2 spsk soja
1 spsk sesamfrø
1 fed hvidløg, revet eller knust
2 tsk chiliflager
grønne toppe fra 2 forårsløg eller sommerløg

  1. Skær auberginerne i skiver på 1½ cm på langs. Du behøver ikke salt og skylle dem – de fleste auberginer man køber i dag er fremavlet til ikke at have de bitterstoffer, man tidligere forsøgte at trække ud med salt. Så bare drop den del.
  2. Til marinade røres olie sammen med hoisin sauce, sesamolie, soja, sesamfrø, hvidløg og chiliflager.
  3. Pensl auberginerne med marinaden og grill dem 2-3 min. pr. side direkte over gløderne. Flyt dem lidt væk fra gløderne, når de har fået grillstriber og lad dem tilberede færdig i 5-10 min., gerne under låg. Pensl ekstra marinade på undervejs. Server auberginerne med drys af forårsløg og evt. ekstra sesamfrø og chiliflager.

2 Comments

Post A Comment

  • Charlotte G
    Posted at 22:10h, 24 marts Svar

    Hej Mira
    De lyder lækkert og jeg har lyst til at lave noget noget end jeg plejer med aubergine. Kan det ikke laves i ovnen?
    Har ingen grill eller jo men den har ikke været brugt i flere år. Og det er ikke lige nu jeg orker at ordne den…
    Venligst Charlotte G

    • Mira Arkin
      Posted at 18:22h, 20 april Svar

      Beklager det sene svar. Du kan sagtens lave retten i ovnen.