Grillede courgetter med mozzarella og basilikum
Der er godt gang i courgetteproduktionen i haven, så de har det med at dukke en del op i min mad for tiden.
En simpel måde at servere dem på, er at grille dem. Ikke så meget at de bliver splattede, men bare så de får den lækre grillsmag. Godt med citron og så lidt blød bøffelmozzarella. Mums!
Jeg serverede denne omgang som tilbehør til en grillet culottesteg. Det kunne også være til nærmest hvad som helst andet – fisk, kylling, pølser. Eller for sig selv som forret eller frokost.
Jeg brugte basilikum fra min køkkenhave – det er vildt hvor meget mere smag der er i krydderurter, der vokser på friland frem for i en potte. Du kan få mere smag ud af en supermarkedspotte ved at plante den ud i haven eller plante den om (i ekstra jord) i en større potte, så den kan gro lidt mere. Jeg har både en i potte (den i baggrunden af tallerkenen nedenfor) og en, jeg plantede helt ud i køkkenhaven. Begge er sådan nogle fra supermarkedet, som kom ud og har haft det fantastisk siden.
Grillede courgetter med mozzarella og basilikum
Som tilbehør til 4 pers.
2 medium courgetter
olivenolie
2 stk. bøffelmozzarella
saft og revet skal af ½ økocitron
salt og sort peber
1 håndfuld basilikum
Skær courgetterne i tykke skiver – ca. 3-4 cm tykke, så de ikke bliver splattede af at blive grillet. Pensl dem med olie og grill dem over direkte varme et par minutter pr. side. Læg dem på et fad og fordel mozzarella revet i store stykker i mellem courgetterne. Kom citronsaft og citronskal over og dryp med lidt ekstra (god) olivenolie. Krydr med salt og peber og pynt med basilikumblade.
No Comments