Greasy Spoon – mor er skuffet

Greasy Spoon – mor er skuffet

_1190624s

Fredag morgen havde jeg et morgenmøde på Greasy Spoon i Studiestræde. Vi ville begge gerne prøve det relativt nye diner-sted og på den sjaskede, grå dag mødtes vi så derinde til en desværre skuffende morgenmad. 

Stedet er indrettet i en kælder som en rigtig diner i opdateret retrostil med siddepladser ved disken og i båse. Der var radio i baggrunden og bakker med det sædvanlige diner-tilbehør ved bordene.

_1190632s

Min medspiser bestilte en “bankeråt” morgenmad bestående af ristet rugbrød med cheddarost, spejlæg, bacon og tomat. God kombi, men den var kedelig, fordi både brødet og osten var af ligegyldig kvalitet og tomaterne var blege (billedet snyder lidt, for vi sad under en lampe med lidt rødt lys). Så synes jeg hellere man skal droppe tomaterne eller finde nogle tomater, som er noget ved på denne årstid. F.eks. cherrytomater.

_1190628s

Var også frimodig nok til at bestille en vanilje milkshake, som så meget handsome ud med nuttet sugerør, cocktailbær, flødeskum og mini marshmallows. Smagen var dog på den vamle side – den smagte af syntetisk vanilje, hvilket nok skyldes at man bruger en underlødig is.

_1190630s

Selv sammensatte jeg en morgenmad bestående af en slider med spejlæg og hashbrown, et blødkogt æg, ost og brød.

Slideren, som var ret stor af en slider – på størrelse med en cheeseburger fra en almindelig burgerkæde – var i en ok hjemmebagt bolle. Selve hashbrownen var til den smattede side og på ingen måde sprød og tilføjede derfor ingenting til resten. Det spiller nok bedre med en bacon-slider.

Ægget var fint kogt, men osten var mega kedelig papost og det samme kan man sige om det halve stykke rugbrød og sandwichbrød, der kom til. Virkelig røvsygt. 15 kr for de døde skiver ost er godt nok lige i overkanten. Brød og ost var af sådan en kvalitet, som man ser det på en nedtursagtig færgebuffet eller et Nordtysk truckstop. Der er simpelthen ingen grund til at bevæge sig udenfor en dør for at spise den slags.

_1190633s
Jeg havde også bestilt en sideorder pandekager (det er i øvrigt dejligt med sideorders, så man kan tilpasse sin menu). De kom drysset med et tykt lag flormelis og så kunne man selv dosere ahornsirup over. Desværre var pandekagerne seje og hårde i det, så man måtte bruge en kniv til at save dem over med – og det er altså ikke meningen med en pandekage. De skal være fluffy og bløde og kunne spises med en gaffel. Selve smagen var dog udmærket med et drys af kardemomme, som i en dansk pandekage.

Jeg drak også et glas rigtig dejlig friskpresset appelsinjuice og en knap så dejlig latte, hvor mælken var pjasket, fordi den ikke var skummet godt nok op. Om det så skyldes maskinen eller betjeningen af den, ved jeg ikke. Jeg gik over til almindelig kaffe bagefter.

Det her sted skuffede mig meget. Nu har de jo fået mest omtale rundt omkring for deres burgere, som jeg så ikke har smagt. Men ærlig talt har jeg ikke rigtig lyst til at komme tilbage, for selv om de var søde ved os derinde, så var råmaterialerne i maden af så ringe kvalitet (hvilket også afsløres af de mistænkeligt lave priser på nogle af tingene), at denne morgenmad næsten ikke var værd at spise. Måske er jeg også bare for gammel og forvænt og den helt forkerte målgruppe. Det er måske mere unge studerende fremfor halvgamle Frederiksbergfruer, de går efter på Greasy Spoon…

Greasy Spoon

4 Comments

Post A Comment

  • Mikael Nielsen
    Posted at 04:30h, 08 februar Svar

    Det var første og sidste gang, vi kommer på Greasy Spoon. En lille burger på en stor tallerken uden pynt eller tilbehør til 79 kr. Det er kun tilladt at være der en time, så vi nåede ikke at bestille kaffe eller dessert. Vi blev bedt om at gå efter en time. Noget, vi aldrig har oplevet andre steder. Så det var bestemt en kedelig oplevelse at spise hos Greasy Spoon!!

  • Mikkel Bækgaard
    Posted at 08:49h, 21 januar Svar

    Jeg har været der to gange og er meget glad for Greasy Spoon. Deres burger er efter min mening en af de absolut bedste i København og deres bøfsandwich er ligeledes god.

    Har dog ikke prøvet morgenmaden, som Mira omtaler her, så den kan jeg selvfølgelig ikke siget noget om.

    MAD har jeg hørt dårligt om fra mange.

  • Bibi
    Posted at 18:19h, 19 januar Svar

    Godt, at du skriver om det. Det er dejligt at læse anmeldelser af gode steder, men det er også fint at høre om det, hvis nogen oplever, at et sted bare ikke “spiller” – så tak fordi du ikke læner dig op ad “alt hvad jeg foretager mig er selvfølgelig en succes” 🙂 Det bliver trættende i længden.
    Fra en efterånden halvgammel og nok lidt kedelig jyde 🙂

  • Lise-Lotte
    Posted at 16:09h, 19 januar Svar

    Din oplevelse af dette sted lyder som vores oplevelse af MAD, ved siden af Tivoli. Skuffende, men vi er også meget bedre forvænt.