Gratineret græskar med kartoffel og 10 idéer til din aftensmad

Gratineret græskar med kartoffel og 10 idéer til din aftensmad


Foto: Line Klein

Når jeg ikke kan finde på, hvad vi skal spise til aftensmad, så kan det sagtens ende med at jeg bare gratinerer noget af det, jeg har i køleskabet. Alt smager jo godt med mornaysauce over! Længere nede kommer opskriften på en nem, grøntsagsgratin, som gør sig fint som et måltid – måske med en salat til. Du kan selvfølgelig også bruge den som tilbehør til kød eller fisk. Men først lidt om hverdagsmaden.

Jeg kan se på vores måltider her i januar, at jeg veksler mellem at have lyst til krydret etnisk mad (arabisk, tyrkisk, kinesisk..) eller totalt comfort food (forloren hare, medisterpølse, tomatsuppe) og så som altid lidt italiensk ind imellem.Vores måltider bliver til ud fra hvad vi har liggende i køleskabet af grøntsager, hvad jeg falder over på indkøb og ofte hvad der er på tilbud (særligt når det gælder kød).

Jeg får ikke taget så mange madbloggerbilleder af vores aftensmad på denne årstid, for der er mørkt og så bliver billederne ikke lækre nok til bloggen, synes. jeg. Men her er et lille sneak peek på hvad jeg har lavet af hverdagsaftensmad i de sidste par uger – måske den kan inspirere hjemme hos jer.

Her er 10 idéer til din aftensmad

Tomatsuppe med mini-pasta og kødboller lavet af medisterpølse

Tyrkisk pizza (lahmacun) med salattopping og løg-persille-sumak salat

Sticky kinesisk sur-sød kylling med kål, peberfruft og tykke nudler

Gratineret pasta med porre og lagret havarti

Arabisk mezze med fladbrød, hummus, baba ganoush, yoghurt, feta og chilisovs

Steak med salsa verde og flutes gratineret med gede-friskost og toppet med tomater og salsa verde

Ovnstegt hel kylling på en bund af kartofler og fennikel med rosmarin og hvidløg

Hokkaidosuppe med æbletern og sojastegte græskar- og solsikkekerner

Medisterpølse med kartofler og brun sovs (oh yeah) og ristet blandet kål (jeg har altid kål i køleren om vinteren)

Tacos med fyld af en rest pulled pork og bønner, spidskålsalat med lime, creme fraiche og chu-chum chilisovs

 

Men tilbage til opskriften på de gratinerede sager:

Gratineret græskar med kartofler

4 pers.

700 g kartofler
½ butternut squash
1 spsk frisk timian
salt og sort peber
Mornay sauce:
20 g smør
2 spsk hvedemel
1 knivspids revet muskatnød
6 dl letmælk
100 g revet ost, fx parmesan, vesterhavsost, gruyère eller prima donna

Skrub eller skræl kartoflerne og skær dem i skiver på 3-4 mm. Kog dem i letsaltet vand i 7 min. Sigt vandet fra og lad kartoflerne dampe lidt af. Skræl squashen og fjern kernerne. Skær den i skiver på tværs i samme tykkelse som kartoflerne. Vend kartofler sammen med squash i en skål og krydr med timian, salt og sort peber. Fordel grøntsagerne i et ovnfast fad.
Lav en mornay sauce: Smelt smørret i en gryde og kom hvedemel i. Pisk det sammen og lad det stege et minut, mens du rører i det. Tilsæt mælken mens du pisker grundigt, så der ikke kommer klumper. Tilsæt muskatnød, lidt salt og lidt peber og lad saucen koge, så den tykner. Kog saucen i et par minutter, så al melfornemmelse forsvinder. Sluk for varmen og tilsæt ost. Rør osten ud mens den smelter. Smag om der mangler salt og hæld saucen over grøntsagerne. Bag retten i 20-30 min. ved 190 gr.

No Comments

Post A Comment