
Gratineret fennikel og blomkål

På utallige – eller i hvert fald et par – opfordringer kommer endelig min opskrift på den bedste omgang gratineret fennikel og blomkål.
Jeg begyndte at lave denne ret for mange år siden, efter jeg havde set et program med søde Rick Stein, der rejste rundt i Frankrig, hvor han lavede fennikelgratin med en masse fed crème fraiche. Nu er jeg tilfældigvis mega fan af både fennikel og crème fraiche 38%, så det var en opskrift lige efter min smag.

Tricket for en god gratin som denne er, at grøntsagerne skal forkoges, for ellers smider de en masse vand under gratineringen, og så er det pludselig ikke så sexet længere. Og så skal man altså bruge den fede crème fraiche, for den på 18% (eller – Gud forbyde – den på 9%!) vil skille og slet ikke blive lækker og cremet, som det er meningen.
Der er masser af fedt i, ja, men til gengæld er det jo en grøntsagsret, så værre er det jo ikke. Jeg er ikke bange for fedt – jeg elsker det. Og hvis du lever sådan lidt lowcarb eller keto, så er dette en super god ret at have i ærmet.
Du kan sagtens variere med andre grøntsager. Jeg kommer fx. nogle gange porre eller broccoli i. Men de skal stadig lige forkoges.

Gratineret fennikel og blomkål
Til 4 pers.
1 stor fennikel, ca. 500 g
½ blomkål, ca. 500 g
250 g crème fraiche 38%
1/4 tsk revet muskatnød
salt og sort peber
100 g revet ost – jeg bruger en blanding af mozzarella og gruyère
evt. timian til pynt
- Skær fenniklen i strimler på ca.1 cm. tykkelse. Del blomkålen i mindre buketter. Brug også stokken og skær den i grove stykker.
- Kog en gryde med vand og lidt salt op og forkog feniklen i 5 min. Herefter kommes blomkål i og koger med i 5 min. mere. Sigt vandet fra og lad grøntsagerne dampe lidt af.
- Vend grøntsagerne sammen med crème fraiche, muskatnød og lidt salt og peber. Fordel dem i et ovnfast fad. Kom revet ost over og gratinér retten ved 190ºC i ca. 15 min.
No Comments