Grappa di Berta på Carne Famo

Grappa di Berta på Carne Famo

Igen igen igen har jeg været på Carne Famo. Vores elskede nabolagsrestaurant, som jeg aldrig bliver træt af. Heldigvis er det kun 10 min. gang fra Vesterport station, så når vi flytter til Holte, er det slet ikke umuligt for os stadig at frekventere vores lille favorit. Faktisk elsker vi det sted så meget, at Fabbio og Toto skal lave maden til vores bryllup om en måned.

I sidste uge var jeg til en særlig grappamiddag på Carne Famo, hvor der var fint besøg fra den kendte grappaproducent, Berta. Vi spiste en fantastisk god middag og sluttede af med at smage fire forskellige grappaer og en amaro fra den piemontesiske producent.

Vi startede med hvide, blide asparges med æggesalat og citron. Friskt og rart.

Toto havde let kogt disse små courgetter, som kom med drys af æggeblomme og revet bottarga.

Her står dygtige Toto og prepper antipasti til den proppede restaurant, hvor vi så flere lokale fra vores kvarter. Det er så hyggeligt med en lokal restaurant.

Silketyndt skåret kalvekød med tonnato sauce. Det tror jeg også vi skal have til brylluppet – det er en af Peters favoritantipasti.

Peberfrugt og aubergine i bagna cauda, dvs. en cremet ansjosdressing. Umami-o-rama!

Toto havde lavet perfekt aspargesrisotto. Risene havde bid og der var masser af smag fra asparges. Han laver risottoen med fond kogt på aspargesskaller. Det var så lækkert, vi var nødt til at få en portion mere.

Fabbio laver fis ved bordene – man føler sig altid så velkommen her. Værtsskab er en stor del af oplevelsen ved at spise på Famo.

Totos absurd tasty kartofler med plin – Plin er en piemontesisk fyldt pasta med kød inden i. Her kommer den i en fattigmandsudgave med mest af alt kartofler – det hele simre sammen med masser af god olivenolie. Det er utroligt, at noget så simpelt kan smage så godt. Også her måtte vi spise en ekstra runde – vi kunne ikke styre os (vi spiste også ekstra asparges og vitello tonnato – og ikke fordi man får for lidt mad, men fordi vi ELSKER det og ikke kan styre os).

Hovedretten var braisseret oksekød i en rustik suppe med grove urter, salsa verde og så lidt mærkeligt mostarda, som er sød, sennepssyltet frugt. Det var den eneste ret, jeg ikke elskede denne aften. Jeg kunne ikke få det søde til at passe ind sammen med resten.

Grappaen blev forsigtigt hældt op og svunget rundt i glassene, så indersiden dækkes med grappa og duften bredes ud. Det var sjovt at smage de fire grappaer lige efter hinanden. Mine favoritter var den lyse, sprøde Valdavi grappa di moscato Giovane uden fadlagring og så den sidste (og nok fineste/dyreste), Tresolitre grappa di nebbiolo, som havde masser af dybde og kompleksitet efter 8 år på egefade.

Her er det datter af huset, Anna Carla di Berta, som var rejst her op for at præsentere sine grappaer. Hun var simpelthen så sød. Og ung! Tænk at være i midt tyverne eller hvad hun nu var og rejse rundt i verden og præsenter sin families grappa. Det er virkelig cool.

Vi klemte også lige et stykke tæt, intens chokoladekage med appelsin og friske, parfumerede jordbær til ned. Og så en kaffe og en amaro. Perfetto!

No Comments

Post A Comment