Frokost på toppen: TRIO

Frokost på toppen: TRIO

Jeg spiste frokost på Trio med en veninde. Det var spændende at mødes i toppen af nye Axel Towers. Det føltes meget storbyagtigt at tage elevatoren op i toppen af et højhus, hvor alt var mega cool indrettet. Der er udsigt hele vejen rundt og nu var vi der om dagen, men jeg tænker det er ekstra cool at sidde der om aftenen, hvor byens lys blinker smukt til en. Det er folkene bag AOC og No. 2, der står bag, så jeg havde forventninger om et godt måltid, og det fik jeg også.

Vi sad ved et lille rundt marmorbord lige ved et vindue med udsigt over mod Rådhuspladsen. Der var ret koldt – nok pga. de store vinduesflader og det ret store, åbne rum, hvor vi også sad ved siden af trappen til nedeunder, hvor man kommer ind og hvor baren også er (jeg skal klart herind og have cocktails på et tidspunkt). Jeg frøs faktisk – også efter maden kom.

Min veninde lagde ud med æg og rejer – jeg havde tænkt at det lød lidt kedeligt og smørrebrødsagtigt (ikke at der er noget galt med smørrebrød, men var ikke i humør til en rugbrødsmad). Det viste sig så at være en super flot servering, hvor alle dele til maden kom ind separat og man så selv samlede sit stykke smørrebrød af smørristet rugbrød, håndpillede rejer, fluffy mayonnaise og et perfekt pocheret. Rigtig flot og jazzy måde at lave en smørrerbrødsservering på. Jeg var misundelig!

Men kun lidt, for min havtaske stegt på ben var perfekt saftig og kom med en silkeblød puré af selleri og sauce af brunet smør med sprødstegt brød, æble og kapers. Helt klassisk smagskombination og mega lækkert. Jeg drak chablis til og det var virkelig rart.

Anden ret var krogmodnet, fyldigt smagende ribeye med sauce bordelaise med marv i, sød løgkompot og syrlige, sprøde syltede løg. Samme kombo fik jeg på søsterrestauranten No. 2 for et par år siden og det fungerer jo bare godt med bøf, løg og marv sammen, så det klager jeg bestemt ikke over. Don’t fix it if it ain’t broken.

Jeg spiste en god hjemmelavet flødebolle med tyk chokolade og hindbærskum til dessert. Min veninde fik estragonis med pære – der skulle også have været noget karamel et sted, men den fandt vi ikke. Måske var den glemt? Hun syntes desserten var lige let nok – det var nærmest bare tynde skiver pære og lidt sorbet – det blev for anæmisk og den var meget lille.

Det var samlet set en rigtig god frokost deroppe på 10. etage. Jeg var ked af at fryse og lokalet er i forvejen køligt i indretningsstilen. Meget stringent og moderne. Maden var – lige bortset fra den lidt kedelige dessert – helt perfekt. Alt var udført med super præcision og velsmag og retterne havde rigtig fine størrelser til frokost (igen, undtagen desserten). Følelsen er lidt over bistroniveau. Selv om retterne er meget bistroagtigte, så er der tænkt lidt mere swankyness ind i betjeningen med bordserverede saucer ved både fisken og bøffen. Noget af personalet virkede godt nok ret usikkert på både vin og madfronten og med ikke totalt styr på menuen – måske har man det uerfarne personale på arbejde til frokost? Sådan virkede det i hvert fald.

Dette er stedet til business og til en date om aftenen (hvis der bliver skruet op for varmen). Jeg gad i hvert fald godt starte i baren med Peter og rykke ovenpå til en omgang velsmagende og veleksekverede retter – især hvis det er A-holdet, der er på gulvet om aftenen. Og så vil jeg bare lige til sidst anbefale at gå ud og tisse på bagerste toilet til venstre. Der er formidabel udsigt. Men folk med kikkerter kan også se dig, så tag det pæne undertøj på!

2 Comments

Post A Comment

  • Jesper R
    Posted at 09:27h, 05 december Svar

    Jeg kan efter et aftenbesøg for nyligt sige, at det ikke kun er ved frokosten, at personalet ikke er knivskarpt! Ved vores besøg var tjeneren så stresset og forvirret, at det skabte en samtale på tværs af bordene.

    Hvis du kommer om aftenen skal du sikre dig et bord ved vinduet (ved ikke hvordan man gør det), ellers kunne man ligeså godt sidde i en hal.

    Jeg er som det fremgår ikke så begejstret som jeg ellers har været for både AOC og No2 – måske de har slået et for stort brød op!

    • Mira Arkin
      Posted at 09:30h, 06 december Svar

      Det er da ærgerligt at høre – jeg håber de får bedre styr på servicen. Tak for kommentaren 🙂