Frokost på Sushi Saiko

Frokost på Sushi Saiko

_1270774s

Fredag var jeg inviteret til at spise på Sushi Saiko på Christianshavn. Restauranten ligger i gamle kælderlokaler i Torvegade med smukt bindingsværk og åbent sushikøkken. Og menukortet var enormt, så vi endte med at bestille ret meget mad, for der var så meget, vi gerne ville smage. Udover sushi er der f.eks. også stegte nudler og ramen.

_1270764s

sushi saiko

Vi startede med en kande genmaicha te – fin grøn te med poppede ris, der giver en dejlig rundt popcornsmag. Den tykke jernkande holdt teen varm under hele måltidet.

_1270768s

Vi startede med en portion kylling gyoza. Traditionelt tilberedes de med både damp og stegning. De her kunne godt have været dampet lidt lænere og stegt lidt hårdere. Dejen var nogle steder ikke tilberedt igennem, og den manglede den karamelliserede stegeside i bunden. Fyldet var relativt anonymt med hakket kylling og lidt grøntsager.

Ret atypisk var gyozaerne serveret med en mayonnaisedressing smagt til med blommesauce. Den forstod jeg ikke helt. Det virkede ikke rigtig med den fede mayonnaisedressing til de blide, bløde gyozaer. Jeg havde foretrækket en tyndtflydende soja-/eddikebaseret dip til at give kontrast. I stedet brugte jeg soja.

_1270769s

Så spillede næste forret til gengæld rigtig fint og den var også ret original – jeg har i hvert fald aldrig fået forårsruller på den måde. Super lækker rå laks og (lidt for fast) mango var rullet i tang og derefter forårsrulledej, som så var let friteret, så den lige var sprød, men hvor laksen stadig var rå inden i rullerne. Rullerne var serveret i en skål med “spaghetti” af daikon, gulerod og rødbede, der lige var smagt til med noget citron. Rullerne skulle dyppes i honning med wasabi. Igen synes jeg ikke, dippen fungerede. Det var alt for sødt og man kunne ikke smage wasabien. De ellers rigtig dejlige ruller havde en del fedme pga. laksen og friteringen, så jeg savnede kontrast, og igen tyede jeg til sojaen på bordet i stedet.

_1270776s

Så videre til sushi. Du kan se det store overblik på det øverste billede. Her ovenfor er det en crispy ebi rulle med agurk og rullet i flyvefiskerogn. Desværre var den dybtstegte reje ikke ordentlig sprød, så fidusen ved det crispy forsvandt ligesom. Ærgerligt.

_1270781s

Her er det min red dragon roll med avocado og crispy ebi – igen var den dybtstegte tigerreje ikke sprød. Tunen på toppen var til gengæld super lækker og det fungerede godt med spicy mayo og strimlede shisoblade på toppen. Tjeneren anbefalede os at dyppe vores sushi en teriyaki sauce i stedet for sushi. Den var (igen) enormt sød og jeg foretrak i den grad at dyppe i soja i stedet.

_1270777s

Denne uramaki med snowcrab, avoado og agurk var også lækker og mild i smagen.

Derudover fik vi en uramaki med dybstegt softshell crab, der var dryppet med lidt teriyaki sauce. Her fungerede det bedre at dyppe i teriyakien. Og så fik vi et par stykker nigiri. Sushi Saiko får point for at have bugkødet fra laks på menuen – den ekstra fede del af laksen er silkeblød og lækker og smuk at se på. Min veninde var helt ekset over den nigiri. Den anden nigiri vi prøvede, var med tun og mango. Tunen var top i orden, mangoen var lidt umoden og derfor ret hård i det.

Alt i alt er det helt fin sushi på Sushi Saiko. Der er tonsvis af muligheder og flere sjove råvarer i forhold til mange andre sushirestauranter. Det er cool, at man både kan få bugkød, hummer, snowcrab og softshellcrab og fiskens kvalitet var i topform. Risene manglede lidt bid og tilsmagning, så de fremstod lidt smagløse og uinteressante. Lidt kortere kogning og lidt mere syrlighed i smagning havde været godt. Det er fint, at man tænker over forskellige dips til forskellige retter, men jeg var bare ikke glad for de meget søde dipper, hvilket selvfølgelig heller ikke blev hjulpet på vej af den lidt kedelige ris.

Men: alt i alt, helt i orden sushi (især på råvarefronten). Hvis man er til sashimi, er det her nok et godt sted til det, fordi fisken var af så fin kvalitet. Prismæssigt er det lidt billigere end på f.eks. Sticks ‘n’ Sushi.

Sushi Saiko laver også takeaway.

No Comments

Post A Comment