Frokost på Sushi Lovers i Torvehallerne

Frokost på Sushi Lovers i Torvehallerne

_1260950s

 

Jeg bruger Torvehallerne meget – både til indkøb, inspiration, til møder og til at spise og drikke i. I sidste uge mødtes jeg med en veninde på Sushi Lovers i min yndlingshal – Hal 1, den med alt kødet og fisken, naturellement

Efter restauranten fik åbnet, og vi fik bakset min venindes barnevogn ind i et hjørne, var vi klar. Det er helt i orden sushi. Jeg kan godt lide at rullerne ikke er alt for enorme i omfang. Både uramaki og de toppede ruller er i tilpas mundfuldsstørrelse, hvor jeg synes, de kan være lige lovlig store nogle steder. Jeg kan godt lide, at jeg kan have det hele i munden på én gang (!) uden det bliver for meget.

Downside er, at der er pissekoldt her om vinteren. Medmindre man sætter sig i baren langs med køkkenet, sidder man langs de store vinduespartier ud til, og det er bare psyko koldt, så man er nødt til at have overtøj på. Samtidig er det ikke stedet for de stegeos-sarte. Ofte har mit tøj og hår hørmet af stegeos efter et besøg på Sushi Lovers. Om det er fra deres egen friture eller fra naboens fish n chips ved jeg ikke.

Til gengæld er det altid hyggeligt og livligt at spise i Torvehallerne.

_1260947s Jeg startede med en simpel misosuppe med lidt tofu, forårsløg og tang. Det varmede dejligt.

_1260948s Jeg fik en green dragon roll med sprød reje, avocado, teriyaki sauce og sesam. Jeg elsker de her syndige og ikke særligt japanske ruller med friterede rejer.

_1260952sss Spicy salmon roll var også dejlig. Med blød, fed laks, avocado og agurk. Og så fik jeg også lige klemt to nigiri med tun tataki ned (se det øverste billede). Her var tunen lidt tør og kedelig og jeg var ikke så tosset med den tørre krydderiblanding, som var uden på.

Sushi Lovers er et fint sted til et uformelt måltid, hvis man vil være midt i det leben, der er i Torvehallerne. Er man til mere fred og ro og også mere opmærksom service, så ville jeg tage Sticks ‘n’ Sushi, som har en afdeling tæt på Torvehallerne i Nansensgade.

 

 

3 Comments

Post A Comment

  • Terfa M
    Posted at 14:36h, 10 februar Svar

    Hej Mira.
    Faktisk har Sushilovers en nyåbnet restaurant på Ordrupvej 66, 2920 Charlottenlund.
    Et rigtig fint sted, som er lidt mere formelt og med dejlig ro og fred til at nyde maden. Et skønt sted at slappe af og prøve menukortet, og så er det jo i ovenikøbet ret billigt! 😉
    Værd at prøve!

    Mvh Terfa

  • Ann Elmer
    Posted at 16:52h, 20 januar Svar

    Hej Mira.
    Følger meget tit din blog og lækre mad samt gode fif til spisesteder. Når du fortæller om spisesteder og som her med sushi’en, vil det så være muligt for dig at angive ca. pris for det, du viser på billederne eller fortæller om. Du behøver ikke komme med en hel prisliste, men blot et ca. prisleje ( fx 200-300 kr., 300-400 kr.).

    • Mira Arkin
      Posted at 10:17h, 21 januar Svar

      Hej Ann,
      Tak for din søde besked.
      Suppen, de to ruller og to styk nigiri kostede kr. 287 kr.
      KH Mira