Frokost på Le Comptoir de Nicole i Nice
På en hed dag i Nice spiste vi en dejlig frokost på Le Comptoir de Nicole i Nice. Her fik jeg denne FANTASTISKE linguine alle vongole, som de af jer der læser mig jævnligt ved er en af mine absolutte favoritpastaretter. Og den her var virkelig god! Perfekt al dente kogt pasta, blide milde vongole, masser af smør og hvidløg og et drys persille. Lige i skabet.
Restauranten ligger i den stille ende af en af de lidt pænere shoppinggader i det centrale Nice, Rue Saint-François de Paule. Det er også her den overturistede, men pæne Alziari olivenoliebutik ligger. Comptoir de Nicole har smukke lokaler og en dejlig skyggefuld terrasse omgivet af buske, så man sidder i fred fra gaden.
Først kom et glas med rigtig god oliventapenade og ristet brød gnedet med hvidløg.
Vi delte to forretter. En burrata med trøffel (altså inde i osten). Tomaterne der kom til var out of this world gode. Der var en lille pose med olivenbrød til. Jeg drak kold hvid Côte de Provence til.
Der var også disse petits farcis. En Niçoiseklassiker. Grøntsager fyldt med en fars af svinekød, grøntsager og krydderurter. Der var en koncentreret tomatsauce til.
Mens jeg sad og slubrede min linguine i mig (og spildte helt utroligt meget smør over min kjole i kampens hede – ikke særlig lady like), spiste Peter spinatravioli med ricotta, som også havde fået en tur med den koncentrerede tomatsauce. Han syntes godt raviolien kunne have haft mere bid. Det er præcis derfor jeg næsten aldrig vælger ravioli. Jeg foretrækker næsten altid de tørre pastaer fordi jeg her kan få det rette bid.
Le Comptoir de Nicole er klassisk niçoisekøkken med ekstra meget italiensk indflydelse. Det var enkle retter men lavet med ordentlige råvarer. Det var dejligt at trække sig lidt væk fra de kringlede små gader i hektiske og superturistede Viex Nice – selv om dette vel også nærmest er den gamle del af Nice og sidde helt civiliseret med hvide duge i rolige omgivelser og nyde en frokost. De laver også cocktails og nogle aftener er der DJ på, så der kommer nok lidt party over den hvis man kommer sent.
Le Compotir de Nicole
20 Rue Saint-François de Paule
Nice
No Comments