
Frokost på Orangeriet
Vi er gået igennem en svær tid herhjemme. Det vil jeg måske komme mere ind på en anden gang. Lige nu er jeg ikke helt klar til at fortælle jer nærmere. Men grunden til jeg alligevel nævner det nu er, at det skal handle om, at jeg midt i en svær tid havde en rigtig dejlig dag.
Det var solskinsvejr, mirabellerne blomstrede, alle var ude i det gode vejr og jeg var på shoppingtur med min mor i København, hvilket i særdeleshed også gjorde mig i bedre humør – min kloge mor kalder det retail therapy. Vi havde begge stor succes med shoppingen og spiste bagefter en virkelig dejlig og perfekt frokost i det smukke lokale i Orangeriet i Kongens Have. Det skal I lige se billeder fra.
Jeg er vild med indretningen. Der er så meget lys og man sidder omsluttet af parken udenfor. Om sommeren er der masser af siddepladser udenfor, men jeg kan nu bedst lide at sidde inde i det pæne rum. Menuerne er indbundet i flotte tapeter og der er også brugt utroligt pæne stoffer til puderne. Det hele er bare så fint. Og så er smørrebrødet også rigtig godt. Jeg har faktisk kun spist her til frokost.
Jeg startede med denne mad med avocado og stenbiderrogn med en mild rygeostecreme og et par skalotteløgringe. Helt enkelt, men alt var perfekt. Avocadoen var perfekt moden, rognen var perfekt tilsmagt med salt og syre, mængden af løg og rygeostecreme var perfekt. Helt vildt lækkert.
Min mor fik en æggemad med hjemmerørt mayo og håndpillede rejer. Igen var det hele super enkelt, men lige i øjet. Rejerne havde et god bid og var søde og slet ikke våde. Uhm, og der var karse. Karse er så dejligt!
Min mors nummer to stykke var denne dejlige sag med hønsesalat og ventreche-smulder. Som I kan se var der masser af kylling og beherskede mængder dressing, der var ganske let tilsmagt med karry. Ovenpå var der papirtynde bånd af bladselleri, sprøde æbler og persille.
Min nummer to var en overdådig roastbeefmad med hjemmeristede løg og en ret let remoulade, som virkede som om den var lavet uden mayonnaise. Der var godt med friskhøvlet peberrod på og igen lidt persille. Den sad lige i skabet. Jeg ELSKER ristede løg. Især når de er hjemmelavede. Ummelummemums!
Orangeriet er et super godt frokoststed og en virkelig godt køb. Smørrebrødene koster kr. 75 stykket og de er af meget høj kvalitet. Vi (min mor) kom af med ca. kr. 400 for det hele inkl. danskvand og dejlig øko-hyldeblomstsaft. Husk nu denne perle af et sted midt i byen!
Susanne
Posted at 15:06h, 04 aprilKære Mira, nyder din blog, dine fotos og dine opskrifter. Håber I er vel igennem en svær tid, og at der er lys forude 🙂 Bh Susanne
Mira Arkin
Posted at 20:55h, 04 aprilTak for de søde ord, Susanne.
Anders Damm Gastromand
Posted at 11:22h, 01 aprilFor fanden det ser godt ud! 🙂