Frokost på La Libera i Alba
I Alba spiste vi dejlig frokost på La Libera, der ligger i en parallelgade til gågaden – faktisk meget tæt på Tartufo & co., hvor vi købte alle vores dejlige trøfler.
Det er ikke et specielt dyrt sted, men det er pænt og ret nordisk indrettet med 7’er stole og PH-lamper, sjovt nok. Og så var der dejlig airconditioning, så vi kunne nyde maden uden at perspirere. 
Otto var selvfølgelig også med. Her sidder han med Peter, der er dybt begravet i det omfattende vinkort. Det endte med Baroloen fra topbilledet – en fin og feminin sag.
Vi fik en appetizer med ricotta rørt med krydderurter, friske tomater med basilikum, en lille æggekage ting og noget sprødt skind lavet af tomatsaft. Det smagte af Italien.
Heldige Otto fik lov til at læse tillægget til Peters nye Gambero Rosso vinguide. Godt nok læste han den George Bush Jr. style…
Peters forret var vitello tonnato, som her kom i en mere minimalistisk form end den, vi fik i Barbaresco. På La Libera var kødet saltet mere, så det havde en tættere konsistens, og tonnatocremen var helt finkornet. Vi kunne faktisk begge to bedst lide den mere grove version fra Barbaresco, men den her smagte stadig godt. Det er en skøn kombination. Men en af dem, man ikke fatter, hvordan nogen har fundet på. Piemonte er kendt for sit kalvekød, og kystområdet Ligurien ligger tæt på, så måske er det noget med det?
Jeg fik en kombi-tallerken med lidt forskellige klassiske piemontesiske antipasti. Længst til venstre er det insalata russa – en mayonnaisesag med kartofler, ærter og gulerødder vendt i en mayonnaisedressing og her hos La Libera med en smule tun. Der findes også varianter med æg og med skinke. Væsentligt lækrere end den danske italienske salat, som måske er inspireret af denne ret? I midten er det vitello tonnato. Ved siden af en portion carne cruda – den piemontesiske version af tartar, som ganske enkelt er finthakket, eller som her fintskåret, råt kalvekød rørt med olivenolie, salt og peber. Det stiller høje krav til kødets kvalitet at det fremstår næsten helt uden smagsgivere og kødet her var af rigtig fin kvalitet – meget mildt, fint og mørt kalvekød. Helt oppe i hjørnet er det en involtini af peberfrugt med tunfyld, som også var dejlig.
Som primi piatti fik Peter ravioli med spinat og ricottafyld. De sad snorlige.
Da vi ankom til restauranten, gik jeg en lille tur rundt med Otto og kiggede. En dør stod åben ud til gården, hvor køkkenet havde en udendørs afdeling. Her stod en kok og rensede en kæmpe kasse med enorme karljohansvampe. Derfor vidste jeg, at det var pastaen med karljohan, som jeg skulle spise som primi. Pastaen var en frisk pastatype med æg. Jeg ved ikke hvad de kaldte den, men det var meget brede bånd på ca 4 cm bredde og 10 cm længde. Pastaen var vendt med sauce lavet af ristede karljohan svampe, friske tomater og krydderurter. Udsøgt! Simpelthen fantastisk.
Jeg synes altid, det er antipasti og primi, der er de mest spændende retter i det italienske køkken. Og sådan er det altid. Men her valgte Peter nu en virkelig god ret, som jeg var ret misundelig på. Godt nok var jeg nødt til at smutte en tur på badeværelset med Otto, som havde valgt lige præcis det tidspunkt, hvor hovedretterne ankom, til at lave en stor, stinkende gave til os i sin ble. Men jeg kom tilbage og smagte Peters mørbradbøf, der var perfekt stegt med en sprød stegeskorpe og lidt kapers, tomat og olivenolie på toppen. Mums! Der var kartoffelgratin til og det hele var lige i øjet. Jeg har totalt tænkt mig at kopiere det med tomaterne og kapers oven på en bøf.
Ved siden af Peters flotte bøf, var min stinco di vitello rimelig kedelig. Braiseret kalveinderlår med lidt forskellige grøntsager til og en sauce lavet af braisserelagen. Det smagte jo fint, men var slet ikke sexet som Peters bøf. Jeg kan også bare lade være at vælge noget, der hedder stinco:-)
De var utroligt søde og tolerante overfor småbørn på restauranten. Der var absolut heller ikke travlt, men tjenerne – som begge var kvinder – vimsede omkring Otto og den restaurantchefens datter kom og babysittede for os, mens vi spiste hovedret. Det var simpelthen så sødt af dem. Måske har de ikke samme overskud, hvis man kommer i højsæsonen i efteråret, men hvor var vi dog glade og lettede over, at de slet ikke var sure over at vi kom med et lille barn. Vi havde godt nok også advaret om det i en mail på forhånd, men stadigvæk. I det hele taget har vi haft rigtig gode oplevelser med at have Otto med ude til frokost, både i Italien og Frankrig.
Vi delte en lækker dessert med semifreddo med lokale hasselnødder (de har de mest absurd lækre hasselnødder i Piemonte – det er også her Nutella kommer fra) og krokant. Der var koncentreret abrikospure og både friske, syltede og tørrede abrikoser til. Otto var helt tosset med abrikospuréen. Det var de voksne nu også.
Det var super god værdi for pengene på La Libera. Prismæssigt var det samme niveau som på Antico Torre i Barbaresco. Omgivelserne var mere moderne og betjeningen betydeligt mere tjekket på La Libera. Madmæssigt var der meget høj præcision og vi var meget glade for vores frokost her – og ikke mindst for den gode flaske Barolo, som vi under kyndig vejledning fik valgt fra det store kort.
No Comments