
Friterede hyldeblomster
Jeg sad i vores lille frimærkehave i baggården i går og nød duften fra den nyudsprungne hyld lige bag mig. Når vi en gang får os et hus, så skal vi så meget have et hyldetræ i haven.Og så skal vi have en kælder med et viktualierum/vinkælder og så skal jeg hvert år lave hyldeblomstsaft efter min mors opskrift. Men nu bor vi i lejlighed og vi har ikke plads til at gemme hjemmelavet saft.
Så i stedet plukkede jeg en mere moderat mængde hyldeblomster og friterede dem i pandekagedej, ligesom jeg fik det, da jeg var barn. Det gik overraskende hurtigt – 10 min. efter jeg startede, sad Otto og jeg og gnaskede i de sprøde blomsterskærme. Mens Peter uvidende gik ude og ryddede op i sit værktøj.
Og nej, jeg har stadig ikke født. Jeg har termin på lørdag og jeg går bare og venter og venter og føler mig som en hval…
Friterede hyldeblomster
4 pers.
12 hyldeblomstskærme
2 æg
2½ dl mælk
125 g hvedemel
3 spsk rørsukker
olie til fritering – jeg bruge 400 g kokosolie
flormelis til servering
1. Giv hyldeblomsterne et rusk, så eventuelle insekter rystes af. Jeg synes, det er bedst ikke at skylle blomsterne, da en del af smagen fra blomsternes pollen så forsvinder. Lad et godt stykke af stilken sidde, så de er nemme at dyppe i fritureolien.
2. Pisk æg, mælk, mel og sukker sammen til en tynd pandekagedej. Varm olien i en højsidet pande. Du kan teste om den er varm ved at stikke træenden af en tændstik ned – olien skal syde og boble omkring træet. Tag fat i stilken af en blomsterskærm, dyp den i pandekagedejen og dryp det lidt af. Læg forsigtigt skærmen med blomsterne nedad i den varme olie. I min pande kan der være tre skærme ad gangen. Friter i 2-3 min og tag blomsterne op og lad dem dryppe af på køkkenrulle.
3. Drys de varme friterede hyldeblomster med masser af flormelis og spis mens de er varme og sprøde.
No Comments