Frisk mexicansk på Urban Taco i Dallas
Nu hvor det bliver koldt og mere og mere gråt og mørkt i Danmark, så tænker jeg på det dejlige, autentiske mexicanske måltid, jeg fik, da jeg var i Dallas for et par uger siden.
Jeg har endnu ikke fundet en anstændig mexicansk restaurant i Danmark – det er mere texmex man får i de danske mexi-restauranter. Tex-mex er mere heavy end mexicansk, med mere ost og creme fraiche ud over det hele. Ægte mexicansk er friskt og lækkert, komplekst i krydringen og man har det godt efter et måltid.
Vores venner i Dallas tog os med på et af deres favoritsteder til mexicansk, Urban Taco, som ligger midt i Dallas.
Mens vi nærstuderede kortet fik vi en portion frisklavet guacamole med hjemmelavede tortillachips.
Og der var hjemmelavede plantain chips – altså madbanan. De var skåret lige så tyndt som kartoffelchips, hvilket gjorde dem mere tasty end det jeg har fået før, som var håndskåret og mere kraftigt.
Udover guacamole var der en trio af salsa. Længst væk er det tomatillo med serrano chili. I midten en meget spicy roasted peanut habanero salsa (den var min favorit – så dyb og lækker i smagen) og så en cremet avocado-jalapeno dip.
Vi fik stegt manchego ost med koriander, tomatillo salsa og lækker salsa roja (rød sovs) – et tomatbaseret, klassisk tilbehør i det mexicanske køkken.
Så skulle jeg lige smage en tun ceviche med salat af mango, ananas og jicama (en rodfrugt der kan minde lidt om kinaradise i smagen, uden dog at ligne den). Så lækkert og friskt og flot serveret i en skål med knust is og med plantain chips oven på, som man kunne spise det med.
Og så kom vi til vores tacos. Ægte mexicanske tacos er bløde. De der sprøde tacos vi kender herhjemme er slet ikke en mexicansk ting, men nok noget der er opfundet i USA (hvorfor spise det, hvis det ikke er friturestegt?). Disse bløde majstacos var fyldt med alt muligt vildt lækkert. Her er det Morgans reje taco med adobo marinerede rejer med pico de pina (en ananas salat), koriander og friskost.
Og jeg fik en fish taco med hvidløgsstegt red snapper, avocado-lime creme, tomatillo salsa og pico de gallo (salat af tomat, løg, peberfrugt). Jeg fik også en åndssvagt god taco med grillet, chilikrydret svinekød, ananas, løg, koriander og en anden salsa. Det hele var simpelthen bare så tasty, friskt og lækkert, og jeg blevet meget inspireret af måltidet. Hvorfor kan man ikke få sådan noget i Danmark? Og hvis man kan, så sig lige hvor!
Og så er jeg lige nødt til også at nævne den over lækre margarita jeg drak til. Min var den til højre. Dawn fik en frozen, som også var super god. Og en anden gang må jeg prøve husets Michelada – en klassisk mexi drink lavet af øl med lime og salt og nogle gange frugtjuice i. Lyder forfriskende. Uhm!
Julia
Posted at 09:11h, 19 novemberHej Mira, det ser vildt lækkert ud, tak for din beretning! Men hvis man nu ikke kan finde den slags spisested herhjemme, så får jeg trangen til at lave det selv. Kender du en kogebog for denne type køkken?
Mira Arkin
Posted at 10:21h, 19 novemberHej Julia
Jeg ville gå efter nogle af Thomasina Miers kogebøger – de findes vist ikke på dansk, men du kan finde dem på Amazon.co.uk 🙂
Julia
Posted at 18:19h, 19 novemberJeg har set på bøgerne, og de virker meget inspirerende. Tak for tippen!
Jane
Posted at 20:05h, 13 novemberDet ser vildt lækkert ud, Uhm…
Signe
Posted at 16:56h, 13 novemberEj hvor ser det himmelsk ud. Sig gerne til, hvis du finder en ordentlig mexikansk restaurant herhjemme! 🙂
– Signe / girlslovefood
Diana Sommer
Posted at 14:03h, 13 novemberDet ser simpelthen så friskt og lækkert ud! Håber der kommer en comment fra nogen der kender til steder herhjemme som er ligeså ægte som denne omtalte!