Fredagscocktail: Roe & Co’zy

Fredagscocktail: Roe & Co’zy

En sød læser spurgte forleden om jeg ikke snart kunne komme med en fredagscocktail igen. Jeg elsker når I giver mig input om hvad I gerne vil have på bloggen og det passede lige med at jeg var til en whiskey event i tirsdags i forbindelse med lanceringen af en helt ny irsk whiskey, Roe & Co.

Brand ambassador Peter O’Connor var på besøg i Danmark for at fortælle om den nye whiskey, som han har været med til at udvikle. Han kommer med 15 års erfaring som bartender, så det var vigtigt for ham, at whiskeyen ikke kun kunne nydes rent, men at den også havde smag nok til at kunne bruges i cocktails – noget som irske whiskeys ellers ikke har omdømme for at være egnet til, da de er ret lette i smagen. Roe & Co. har fået godt med nye amerikanske egefade, så der er masser af fyldige, runde vanilje- og karameltoner i. Den er meget nem at drikke – en god pleaser whiskey og god for whiskey-begyndere. Og super velegnet til drinks. Han havde den mest vidunderlige irske accent!

Vi smagte den i forskellige cocktails og nederst får du opskriften på den varme toddy, vi blev budt velkommen med. Det var helt perfekt, for det var rigtigt koldt, vådt og blæsende møgvejr den dag. Alt blev bedre efter en toddy.

Eventen blev holdt på den nye fiskebar på Hooked på Nørrebrogade. Jeg har før spottet deres foodtruck parkeret forskellige steder og glædede mig til at smage deres mad. Jeg blev ikke skuffet – vi fik hapsestørrelser af deres retter og det var SÅ lækkert! Især denne miniudgave af deres lobster roll var jeg pjattet med. Fluffy blødt briochebrød, store hummerstykker, brunet smør og løgringe. Whuuuut – det smagte af mere (jeg spiste også to!). Salaten i baggrunden var også dejlig med asiatiske smage fra koriander og sesam.

De har også fish ‘n’ chips, som jeg desværre ikke fik smagt, men deres lakseburger her var rigtig lækker med ultra sprød panko panering, guacamole, kålsalat og igen en blød lækker briochebolle. Virkelig lækker fiske-streetfood.

Se lige, hvor glad jeg er – omgivet af mad og alkohol!

Her får du opskriften på den varme toddy drink, hvor du infuserer en hel flaske whiskey med te og krydderier. Derefter er det bare at hælde varmt honningvand i og vupti, så har du med det samme fået varmen.

Roe & Co’zy

1 flaske Roe & Co
2 x Earl Grey-tebreve
2 x kanelstænger
10 stjerneanis
10 ml dansk honning

1. Start med at blande dine Earl Grey-tebreve, kanelstænger og stjerneanis i en kande med en hel flaske Roe & Co, og lad den stå og trække i 20-30 minutter. Jo længere tid, du lader den trække, desto kraftigere bliver smagen. Hæld herefter whiskyen tilbage på flasken gennem en si.
2. Nu mikser du 120 milliliter kogende vand med 10 milliliter dansk honning. Når honningen er opløst, er blandingen klar.
3. Kom 5 centiliter af din krydrede whisky i en kop eller et glas, og tilføj det stadigt meget varme honningvand, til koppen er fuld.
4. Pynt til sidst med en skive citron, hvor du har sat 3-4 nelliker i skallen.

Indlægget er udgivet i samarbejde med Roe & Co.

2 Comments

Post A Comment

  • Louise Eckhardt
    Posted at 16:19h, 27 oktober Svar

    PS. Kan man måske få Roe&Co i “den sidste dråbe” i jærgersborggade som er min nabo?

  • Louise Eckhardt
    Posted at 16:17h, 27 oktober Svar

    Jubii, den lyder dejlig og stærk. Og er også earl Grey fan! Elsker også Hooked, min søn på 3 år er vild med deres fish’n Chips og på high five med personalet som er så søde (og tolerante overfor et overtræt barn som kommer direkte fra skovbørnehaven). Og så har de en flaske udemærket naturbobler til 200 kr som kan drikkes hurtigt af os forældre.