Fredag aften ude: Fugu, Ved Stranden 10 og Nyhavn 14 Spiseri & Enotek

Fredag aften ude: Fugu, Ved Stranden 10 og Nyhavn 14 Spiseri & Enotek

I fredags (i sidste weekend) hyggede Peter og jeg med at dalre lidt rundt. Det var den dag, vejret var rigtig godt og folk kom i last-minute sommerstemning.

Vi mødtes på en cocktailbaren Fugu ved Gammel Strand. De har en dejlig gårdhave, som faktisk er åben hele året. Om vinteren indslutter de gården i en slags halvåbent telt, som er opvarmet – godt for sommerglade og ikke mindst dem der godt kan lide en lille festcigaret. Det er garvede bartendere med baggrund fra nogle af Københavns bedste cocktailbarer, og de shaker lækre drinks med sikker hånd.

Jeg fik bl.a. en drink med lidt noter af te og kokos og derefter den på topbilledet – en super velbalanceret daiquri. Tasty. Og jeg elsker altså at slå hul på weekenden fredag efter arbejde med et par drinks – især hvis man ved man skal videre.

Bagefter gik vi den korte tur ned til vinbaren Ved Stranden 10, hvor vi først sad ved et lille bord udenfor og delte lidt pølse og vesterhavsost (mums!). Pølsen var af vildsvin og var silketyndt skåret, hvilket gjorde det super delikat. Jeg fik et glas hvid Bourgogne – jeg kan ikke huske producenten. Peter drak en Grüner Veltliner fra østrigske Rainer Wess.

Vi satte os indenfor, da det blev lidt køligt i løbet af aftenen. Her drak jeg et glas champagne fra Lassaigne – et dejligt og drikfældigt glas. Peter drak et glas blaufränkisch fra østrigske Moric. Han kørte ligesom et østrigsk tema – nu har vi jo også lige været der i sommer, se her og her.

Med vin i maven gik vi ned til Nyhavn, hvor der var absurd mange mennesker og gang i den på sådan en fin sensommeraften. Vi holdt os til den stille side af havnen og spiste på Nyhavn 14 Spiseri & Enotek. Det er dem, som står bag Magstræde 16 og med Gorm Wisweh som anarkistisk pizzamand – ham har I måske set i morgen tv af og til. Det er et casual italiensk spisested med et godt udvalg af vine – vinbaren Il Senso i Gothersgade er medejere og det er dem, der har stået for vinkortet.

Menukortet er bygget op med to menuer – pizzamenuen og sæsonmenuen. Dertil kan man så tilvælge ekstra pizza eller tilbehør. Jeg gik lidt kold over den begrænsning der var i at skulle holde sig til enten den ene eller den anden menu – der er lagt op til at det er et casual spisested og så synes jeg bare ikke det er særlig casual med for mange regler. Der var nemlig linguine med kantareller som forret på sæsonmenuen, men jeg ville ikke have hovedretten med oksekød der hørte til. Jeg spurgte tjeneren, som man ikke kunne plukke i retterne fra de to menuer, men det sagde han man ikke kunne.

Derefter vendte han på en tallerken og sagde at man i stedet kunne vælge en pizzamenu og så skifte forretten ud til pastaen fra den anden menu – det var jo præcis det jeg havde bedt om og fået nej til – jeg tror han var forvirret. Det var jeg i hvert fald, men jeg fik det jo, som jeg ville have det. Jeg bliver lidt irriteret over sådan en ufleksibilitet – hvis den altså er der. Det er stadig lidt uklart for mig om man må eller ikke må plukke i retterne fra kortet…

Men pastaen fik jeg – en perfekt afstemt portion til en forret. Pastaen var vendt på en pande med de stegte kantareller og en smule frisk spinat. Pastaen var fint kogt al dente, men den havde stegt for meget på panden med svampene, så selve pastaen var blevet decideret stegt, hvilket jeg ikke synes klæder den. For hård varme på panden gjorde det til en stegt pastaret – i stedet for friskkogt pasta vend med stegte svampe var det hele bare stegt. Smagsmæssigt var det fint balanceret og svampene var lækre, men konsistensen var lidt ærgerlig pga. den stegte pasta.

Vi havde tilvalgt bruchette med tomat. En af de mest enkle retter i verden: grillet brød gnedet med hvidløg, toppet med tomater, olivenolie og basilikum. Den synes jeg de havde overlæsset og på den måde ødelagt den smukke enkelthed i retten. Det var en ordentlig dynge, der kom ind. Tomater – som ikke var fantastiske, men ok (sådan er det jo tit med tomater i Danmark – i tern, vend med finthakket løg og basilikum, dryppet med balsamico, oliven, bagte tomater. Det blev lidt messy.

Så kom vi til pizzaerne, som de er dygtige til. Desværre var min pizza med den vidunderlige kombination af kartoffel, gedeost, rosmarin og trøffelolie lidt underbagt, så kartoflerne stadig havde et råt præg. Det hader jeg når kartofler har – den der sprødhed og vandkastaniede konsistens – den er bare uappetitlig og det er ikke meningen med en kartoffelpizza. Jeg beklagede mig til den travle tjener og han mente det var meningen, men at han med glæde ville komme med en ny til mig – super service. Det gik hurtigt med at få den nye pizza. Den var bare præcis lige sådan som den første. Så gik jeg op til køkkenet med det og undskyldte at jeg var så besværlig, men at jeg altså virkelig ikke brød mig om rå kartoffel. Køkkenet insisterede på, at det var meningen og at en kartoffelpizza altid ville blive sådan. Sådan bliver de bare ikke i Rom eller hjemme i mit køkken. Jeg fik dem overtalt til at stikke min pizza tilbage i ovnen i et par minutter. Den kom ud lige inden dejen blev brændt. Det hjalp lidt, men der var stadig råhed tilbage i kartoflerne. Jeg droppede at brokke mig mere – måske er det fordi sådan en rigtig pizzaoven har en masse undervarme, hvilket gør det svært at få tilberedt kartoflerne nok inden bunden brænder på? Det skal lige siges, at jeg virkelig tager hatten af for deres kombination med gedeosten og trøffelolien – supper lækkert. Men gid kartoflerne ikke havde været rå…

Peters pizza var med pancetta og mascarpone og var rigtig dejlig. Super sprød tynd bund, frisk tomatsmag i sovsen og ikke for meget fyld.

Der er super hyggeligt, livligt og afslappet på stedet, tjenerne er søde og vinene er dejlige. Og så kan de altså noget med pizzaer – bare ikke med kartoffel.

For at I kan se, hvordan der ser ud på restauranten, genbruger jeg lige et billede jeg tidligere har taget dernede en dag jeg var forbi lige efter de var åbnet: