Fluffy og nem lagkage med hindbær og flødeskum

Fluffy og nem lagkage med hindbær og flødeskum

Det er ikke rigtigt en lagkage i dansk forstand, for der er jo kun 2 lag. Men det er heller ikke rigtig en victoria sponge cake, for dejen er en sukkerbrødsdej. Whatever. Den var lækker og super nem at bikse sammen. Jeg lavede den i weekenden til svigerfamilien og den blev spist rub og stub. Kagen er lavet med klassisk lagkagebund, men jeg har bare kun delt den i 2 (hvis du er god med kniven, kan du sagtens dele den i 3, hvis du vil bruge opskriften til en mere klassisk lagkage). Jeg havde bare lyst til noget simpelt à la victoria sponge, men måske lidt lettere og så blev det til denne fikse sag.

Det er vigtigt at få pisket æg og sukker rigtig godt, så det er helt hvidt og skummende, for det er det, der giver luft til dejen og som gør den let og lækker. Det er ikke rart med tunge lagkagebunde. Jeg bruger piskeriset på min røremaskine, men du kan sagtens også bruge en elpisker – bare sørg for at få pisket det grundigt!

Lagkage med hindbær og flødeskum

8-10 stykker

Kagebunde
150 g sukker
4 æg
150 g hvedemel + ekstra til formen
1 tsk vaniljesukker
1 tsk bagepulver
smør til formen

Fyld
6 store spsk hindbærsyltetøj
2 dl piskefløde
125 g hindbær
flormelis til drys

 

  1.  Pisk sukker og æg grundigt sammen indtil blandingen er lys og skummende. Bland mel med vaniljesukker og bagepulver. Sigt melblandingen ned i æggeblandingen og vend det forsigtigt rundt, til der ikke er melklumper. Pas på du ikke banker for meget af luften ud af dejen.
  2. Beklæd bunden af en springform på ca. 22 cm med bagepapir og smør så formen med smør. Kom 1 spsk mel i og ryst det rundt, så det klistrer til bund og kanter. Hæld overskydende mel ud. Kom dejen i formen og bag kagen i 30-40 min. ved 180 gr. Lad derefter kagen køle af på en rist.
  3. Flæk kagen i to med en brødkniv. Læg bunden på et kagefad med skæresiden op ad. Smør syltetøj på. Pisk fløden til skum og fordel den oven på. Kom rensede hindbær over og læg øverste lag kage på. Drys med flormelis.

Tip: Du kan evt. dryppe kagebundende med lidt spiritus – fx. eau de vie framboise eller Grand Marnier.

No Comments

Post A Comment