Flanksteak med syrlige svampe og gremolata
Foto: Line Klein
Kender I det med at stirre ned i supermarkedets køledisk på nogle kødpakker og ikke ane hvad man skal lave til aftensmad? De der kødpakker kan se så uinspirerende ud. Men de skal jo bare lige pimpes lidt på den ene eller den anden led. Og grøntsager og krydderurter er vejen frem!
Her er en nem ret til et stykke kød. Jeg har brugt flanksteak. Du kan også bruge bavette eller onglet, som også er et stykke kød, der steges helt (rødt) og skæres i skiver på tværs. Eller gør det med en hvilken som heslt bøf. Eller gris eller kylling eller lam. Spis med en stor salat til og/eller kartofler, brød eller gryn af en eller anden art.
Flanksteak med syrlige svampe og gremolata
4 pers.
800 g flanksteak
salt og sort peber
1 spsk olivenolie + ekstra
2 rødløg
250 g svampe
½ dl balsamisk æbleeddike eller anden god eddike
2 tsk sukker
revet skal af 1 økocitron
1 fed hvidløg
1 håndfuld blandede krydderurter: persille, løvstikke, oregano
1. Krydr kødet godt med salt og sort peber. Varm olien i en pande og steg kødet ved høj varme, 6-7 min pr side. Del imens løgene i både og skær svampene i skiver.
2. Tag kødet af panden og lad det trække mens du gør retten færdig. Kom løg og svampe i panden, som du stegte kødet i. Brun grøntsagerne og krydr med salt og peber. Når løgene begynder at tage farve, tilsættes eddike og sukker. Lad væsken koge ind til en sirup. Smag til.
3. Lav en gremolata af revet citronskal, knust hvidløg og hakkede krydderurter. Server kødet i skiver (skåret på tværs af fibrene) og med løg og svampe over. Drys med gremolata.
No Comments