Flæskesteg med citron og krydderurter – og sådan får du sprød svær
Nu er det lige op over, så her får I en opskrift på min italienske flæskesteg, som jeg laver året rundt – især til gæster.
Peter og jeg holder jul hos mine forældre i Nibe, og vi spiser altid gås med amerikansk stuffing – det er et kompromis mellem min mors amerikanske tradition for kalkun med brødfyld og min danske fars hang til heftig, fed and med det hele. Resultatet er gås – der er lidt mindre fed end and – med amerikansk brødfyld. Dertil får vi dansk rødkål og brunede kartofler og amerikansk cranberrysauce. De sidste par år har vi været moderne og skippet de almindelige kartofler, da de bare fylder og gør at vi ikke kan spise nok af alt det andet. Sovsen fra gåsen søber vi i stedet rødkålen ind i, når vi spiser.
Min opskrift på juleand kan du se i dette tidligere indlæg og familiens gåseopskrift med fyld finder du her, men til alle jer, der spiser en god flæskesteg, kommer her min version med et italiensk strejf og med lidt info om hvordan du får sværen sprød.
Sådan får du sprød svær
Alt det der med at vende stegen omvendt først eller og/eller lade sværen stå og trække før eller mens den bager i en form for væske – det bruger jeg ikke. Fordi jeg ikke har kunnet mærke synlig forskel, men mest fordi jeg er doven og det er for meget mas.
Min erfaring viser, at det vigtigste er to ting: at købe et ordentligt stykke kød, som er ret friskt, og at sværen ligger så plant som muligt. Dette fikser man ved at krølle et stykke sølvpapir sammen og proppe ind under den side af flæskestegen, som gør at den tipper – hvis altså den gør det. Det vil de fleste kamstege gøre – især hvis de har ben siddende i bunden, hvilket jeg synes, de skal have. Kød stegt på ben bliver meget mere saftigt og smagfuldt.
Sørg for at gå ridserne i sværen godt efter. Næsten alle flæskestege vil være ridset på forhånd, men det er gjort på maskine og det er ikke altid lige godt gjort. Gå hver ridse efter og sørg for den er skåret helt igennem ned til fedtet. Fedtet skal kunne få luft og varme til sig, så det smelter og får sværen til at stege og blive super sprød. Samtidig gør saltet, at sværen bobler lidt op. Men forvent ikke at den bliver lige så boblet som f.eks. flæskesvær, du køber. De er for det meste friturestegt, og det er det, der gør at de bobler sådan op.
Jeg steger og bager stort set alt ved varmluft, da det giver en mere jævn stegning/bagning. Jeg har stort set aldrig haft brug for grill til sidst for at få sværen sprød – det sker normalt helt af sig selv. Sørg for du ikke har en masse andre ting i ovnen samtidigt. Det bedste er, at stegen får lov at stege for sig selv i ovnen.
Flæskesteg på italiensk
1½-2 kg svinekam med svær og ben
1 ubehandlet citron
1 stor håndfuld frisk rosmarin og salvie
2 fed hvidløg
2 tsk groft salt
1-2 spsk olivenolie
sort peber
1. Tænd ovnen på 200 grader. Gå stegen efter og sørg for at sværen er skåret ordentligt igennem. Mellem hver anden stribe svær skæres en lidt dybere fure ned til kødet. Dette er vel og mærke kun noget, du skal gøre, hvis du laver den italienske version, hvor man propper urter ned i de dybe furer.
2. Brug en kartoffelskræller til at skrælle halvdelen af citronen. Hak citronskallen sammen med hvidløg, rosmarin, salvie og halvdelen af saltet. Prop krydderblandingen ned i de dybe revner i sværen. Dryp med olien og drys med resten af saltet.
3. Sørg for at stegen ligger plant i en bradepande. Steg kamstegen i 1 time og 15 min. eller til et stegetermometer viser en centrumtemperatur på 68-70 grader. Mange steder skriver de helt op til 75 grader, men så får du en knastør og røvsyg flæskesteg, så gør endelig ikke det.
Her kan du lige ane det stykke sølvpapir, som jeg har lagt under den ene side af stegen for at holde den plan.
Restaurant Fredericia
Posted at 14:55h, 07 augustTak for en dejlig og super sprød artikel 😉
ida kleemann
Posted at 09:38h, 27 novemberxxxxxx
Kristina
Posted at 23:44h, 23 novemberDen må helt sikkert afprøves – hvad serverer du til af tilbehør?
Mira Arkin
Posted at 14:55h, 24 novemberDet er meget forskelligt. Ofte nogle ovnstegte rodfrugter og en frisk salat – måske noget med fennikel.
Jesper Mogensen
Posted at 19:04h, 17 martsHej Mira, så er flæskestegen i ovnen. Den ser sindsyg lækker ud og vi glæder os helt vildt! Din pesto med ramsløg har jeg også lavet, Den smager også virkeligt godt..
Mira Arkin
Posted at 10:36h, 18 martsDet lyder bare godt. Håber det blev en stor succes:-)
foodMAD
Posted at 16:27h, 23 decemberJa, den ser bestemt lækker ud! Det må prøves i januar. Rigtig glædelig jul!
Jesper Riel
Posted at 15:37h, 23 decemberSuper lækker opskrift, jeg tror det giver det sidste pift til stegen Juleaften. Den vil jeg prøve at lave.